Første vaccinationer på nordfynske plejecentre nu gennemført

02.01.2021

Kl. 9.00 i morges begyndte vaccinationen af plejehjemsbeboere og -ansatte med tæt borgerkontakt. Kl. 14.00 var alle vaccineret første gang, og om tre uger skal vaccinationen gentages. 226 beboere og 98 ansatte blev vaccineret.

 
 

Nordfyns Kommune havde gjort en lille event ud af begivenheden, da de første nordfynske borgere blev vaccineret mod Covid-19. Den røde løber var rullet ud, og der var lagkage til alle plejehjemsbeboere med ønsket om et godt nytår. 

    - Det er et øjeblik, vi alle har set frem til, ikke mindst de ældre på plejecentrene. Derfor havde kommunalbestyrelsen besluttet sig for gøre lidt særligt ud af begivenheden med lagkage til alle. Vi er ikke igennem krisen endnu, men det her er trods alt et stort skridt i den rigtige retning, og det er værd at markere, siger borgmester Morten Andersen.

 

Per fik det første skud

Kl. 9.00 i morges blev første borger så vaccineret. Det drejede sig om 70-årige Per Gabel Sørensen. Han er oprindeligt fra Randers-området, men fandt for 12 år siden en kæreste i Bogense og flyttede derfor til byen. Vaccination blev klaret til bravour.

 

Hjerteløbere gav en hånd med

Frivillige hjerteløbere havde på forhånd tilbudt at hjælpe til ved dagens vaccination på kommunens plejecentre. De hjalp blandt andet med at transportere de ældre fra deres plejebolig over til vaccinationsstedet - og tilbage igen.

 

Her bliver Lilian Jespersen, beboer på Vesterbo Plejecenter, fulgt tilbage af hjerteløber Bent Carlsen efter veloverstået vaccination. 

Næste bølge af vacciner er på vej

Alt imens plejehjemsbeboere og -ansatte fik det første prik, gøres der i Nordfyns Kommune klar til næste bølge af vacciner. På mandag kontakter medarbejdere fra kommunens hjemmeplejen borgere, der både modtager personlig og praktisk hjælp fra hjemmeplejen. Her vil de blive spurgt, om de ønsker at blive vaccineret. Den såkaldte interessetilkendegivelse sendes videre til Sundhedsstyrelsen, så der kan reserveres en vaccine til alle, der er i målgruppen for vaccination i bølge 2 og er intereeseret i at få vaccinen.

    - De bliver ringet op mellem klokken 11 og 16, men naturligvis kun hvis de er i målgruppen. Er der en aftale om, at kontakten skal ske gennem en pårørende, ringer vi til den pårørende i stedet, fortæller direktør for Social- og Arbejdsmarked Mogens Bak Hansen, der leder planlægningsopgaven i Nordfyns Kommune.

 

Find video og yderligere billeder og historier på kommunens Facebook-side (åbner Facebook)

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47
Direktør for Social og Arbejdsmarked Mogens Bak Hansen, tlf. 41 29 12 53