Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Brug af naturen

Naturen kan spille en vigtig rolle i ens mentale trivsel uanset alder. I løbet af foråret 2023 vil Nordfyns Kommune her på siden komme med en del gode historier, der vil vise hvad man får ud af det ved at bruge naturen.

Ditte og yoga i det fri

For Ditte har naturen en stor betydning - både privat og i sit arbejde som yogainstruktør og naturbaseret psykoterapeut. Det første, Ditte gør hver morgen, er at gå udenfor. Kan hun ikke nå at gå en tur, går hun ud i sin have, der grænser op til en nordfynsk skov.

Her bliver jeg mødt af årstidens farver, dufte, lyde og temperaturer. Med fødderne plantet i græsset tuner jeg ind på hver enkelt sans og afslutter med nogle dybe vejrtrækninger. Nattens drømme klinger af, og jeg gør mig klar til at tage imod den nye dag” fortæller Ditte.

Ditte er rigtig glad for at bo på Nordfyn, hvor hun har naturen helt tæt på.

Jeg er evigt taknemmelig for at bo på Nordfyn, hvor det er muligt for familien at komme til både skov og hav på meget kort tid. Her kan man få et afbræk i en travl hverdag - alt fra gåture og leg til en længere pause med overnatning i det fri” siger Ditte.

I sit arbejde vil hun gerne trække endnu flere med ud i det fri, fordi hun mener, at det er magisk at forbinde terapi og natur – og at lave yoga-bevægelser i naturen.

Jeg oplever, at yoga – især i det fri – giver dig en oplevelse af mental ro og nærvær. I en hverdag hvor mange af os har fået skruet en tilværelse sammen, hvor hjernen konstant er optaget af hurtige tanker og planlægning, kan yoga i den nordfynske natur bidrage til at mindske stressniveauet, fremme kognitive funktioner og forøge livskvaliteten” fortæller Ditte.

Hvor yogaundervisningen primært foregår udendørs i de lunere måneder, er Dittes virke som naturterapeut ikke sæsonpræget.

Hver årstid kan noget særligt og kan assistere processen. At opholde sig i naturen giver en oplevelse af ro og tryghed, og det er et godt afsæt for den terapeutiske samtale” slutter Ditte.

Katja og ridning

Katja kommer oprindeligt fra Tyskland, men bor i dag med sin familie i Hasmark. Hun har haft heste, siden hun var seks år gammel – og hestene er et frirum for hende:

Mine børn er blevet store efterhånden, så nu er det hestene, der driver min hverdag. Jeg rider ca. fem gange om ugen, og jeg elsker at komme ud og mærke naturen og bare være i den. Når jeg rider alene, slapper jeg virkelig meget af, og jeg kan tømme hovedet for alverdens tanker” siger Katja og fortæller, at det at opholde sig meget i naturen også gør, at hun sætter ekstra meget pris på den.

Katja er særligt glad for området omkring Langesøskoven, hvor hun oplever skønne naturomgivelser og et stort social fællesskab med andre ryttere.

Det giver meget for mig at ride i skoven og opleve naturen ved Langesø. Her kan du ride sammen med andre, og det sociale fællesskab der er rigtig godt. Du har altid nogen, du kan ride med, og rideklubben arrangerer også ture, hvor vi har mulighed for at komme på oplevelser rundt i landet” siger Katja.

Katja fortæller desuden, at fællesskabet omkring hendes store hobby, hestene, har været en positiv indvirkning på integrationen på Nordfyn. Hestene har været med til, at hun har fået en god og bred omgangskreds, som helt sikkert har bidraget til, at hun er faldet så godt til i Hasmark.

Christian og vinterbadning

Christian bor i Bogense, hvor han også er født og opvokset.

Han er en aktiv mand, der har svært ved at sidde stille. Det betyder derfor meget for Christian at bo tæt på vandet og den nordfynske natur.

Meget af hans fritid går nemlig med at vandre, tage billeder af dyrelivet på Nordfyn og dyrke adskillige former for vandaktiviteter som SUP-board, snorkling og dykning. Det var dog vinterbadningen, der for alvor kickstartede Christians aktive livsstil for knap 20 år siden:

Jeg har altid haft en dårlig hofte, der gør, at jeg har været nødt til at tage medicin for at holde mine kroniske smerter nede. Men da jeg gik i vandet en kold februar dag i 2004, oplevede jeg, at mine smerter var væk i flere timer efter. Dét var virkelig en øjenåbner for mig, at jeg kunne gøre noget andet for min krop end at tage medicin” siger Christian og fortæller, at han siden har været i vandet på daglig basis, hvis det var muligt. Vinterbadning giver ham nemlig et kæmpe energiboost.

Det kolde vand får adrenalinen og endorfinerne til at pumpe rundt i min krop og det giver mig en følelse af velvære og glæde. Jeg bliver simpelthen mere lykkelig af det og føler mig altid opløftet, når jeg går herfra” siger Christian.

Christian er medlem af Bogense Vikingelaug, der har et stort fællesskab med mere end 700 medlemmer. Og netop fællesskabet er noget, som Christian særligt dyrker ved vinterbadningen.

Vinterbadning foregår altid sammen med andre, da du ikke må bade alene i det kolde vand. I forhold til andre foreninger, hvor du måske træner eller er sammen med de samme personer hver gang, møder du altid nye mennesker, når du vinterbader”, siger Christian og fortsætter:

Jeg kunne derfor ikke forestille mig at bo i en større by, hvor jeg ikke har vandet og naturen lige uden for min hoveddør”, slutter han.