Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Troldejagt

Kom med på litterær troldejagt

I anledningen af at Den Grønne Sti i Otterup får endnu en etape, kan du komme med på troldejagt i det fri. Mød Shrek, Mumitrolden, Paja fra Troldeliv – og seks andre trolde, når du og familien til og med oktober 2022 ni steder langs den nye del af Den Grønne Sti kan møde forskellige trolde fra litteraturens verden.
Gennem ni poster tages I på rejse i troldenes verden og det brede spektrum af troldefigurer, alt fra fæle og farlige monstre til buttede og godmodige mumier. Hver post byder både på en introduktion til en troldefortælling, illustrationer fra lokale billedkunstelever og en aktivitet til børnene. Lokale spejdere har lavet rafterne til skiltene.

Posterne kan opleves individuelt eller som en samlet troldejagt. Posterne henvender sig primært til børnefamilier med børn i alderen 4-10 år.

Om troldejagten

De ni poster udgør tilsammen en troldejagt. Ved at følge Den Grønne Sti-piktogrammerne kommer I automatisk forbi de ni poster. Ved hver post er der et spørgsmål, hvor svaret findes i jeres omgivelser. I kan nøjes med blot at svare på dette spørgsmål, eller I kan gå hele jagten fra et af de to startpunkter.
Går I hele troldejagten, venter der en lille belønning, og I kan også deltage i konkurrencen om et Gavekort Nordfyn.

Hvis I vil deltage i hele jagten, kan I både gøre det via appen Woop eller et fysisk troldekort.

Om Den Grønne Sti

Den Grønne Sti går rundt om Otterup By, og her har du har mulighed for at tage bynære grønne pusterum til fods eller på cykel. Den første del af stien blev etableret i 2007, og nu i 2022 sluttes ringen med en etape, der forbinder stien i øst ved Otterup Hundeskov med stien i vest ved Otterup Byskov. Ruten hele vejen rundt er 8,4 km.

Den nye etape er 3,4 km, men der er mulighed for en smutvej på blot 2 km. Det er langs den 3,4 km lange nye del af stien, at troldeposterne er placeret. Vær opmærksom på, at selve troldejagten kun er på den nye del af stien og derfor ikke starter og slutter det samme sted.

Den Grønne Sti kan opleves både til fods og på cykel, når du lige trænger til lidt frisk luft i hverdagen.

På troldejagt med troldekortet

I kan tage på troldejagt med et troldekort.

Troldekortet er et printet skattekort, hvor I kan skrive jeres svar på spørgsmålene undervejs. Kortet kan hentes på Otterup Bibliotek (Søndergade 2, 5450 Otterup), eller du kan printe det selv Troldekort til download og print. 

Når I har gennemført, kan I vise det udfyldte troldekort i SuperBrugsen Otterups bager (Nørregade 2, 5450 Otterup), hvor I vil få en lille præmie. Hvis I skriver jeres mailadresse på troldekortet og afleverer det, kan I samtidig deltage i en månedlig lodtrækning om et Gavekort Nordfyn, som kan bruges lokalt. I kan læse mere om gavekortet på Nordfyns Erhverv og Turismes hjemmeside. Hvis I indleverer troldekortet, indvilliger I samtidig i, at vi opbevarer jeres mailadresse indtil den månedlige lodtrækning. Mailadressen vil kun blive brugt som kontakt, hvis I vinder, og vi opbevarer kun mailadressen indtil lodtrækningen.

Kort over Otterup med stien tegnet ind

På troldejagt med Woop

I kan også gå troldejagten ved hjælp af appen Woop. Med Woop-appen kan man gå skattejagter i naturen eller bymiljøet.

Når I har downloadet appen, skal I lave en gratis profil og derefter trykke på ”Find jagt”. Søg på ”Troldejagt i Otterup”. Hvis I står tæt på startposten, vil jagten automatisk ligge øverst i søgningen. Der er to jagter: en med start i Hundeskoven, kaldet ”Troldejagt i Otterup - Hundeskoven”, og en med start i Otterup Byskov kaldet ”Troldejagt i Otterup - Byskoven”. Det er de samme ni poster, I kommer hen til, uanset om I starter i Hundeskoven eller Byskoven, blot i modsat rækkefølge af hinanden.

Appen bruger jeres telefons GPS og registrerer, når I kommer hen til en post, hvor den vil vibrere, og postens spørgsmål dukker op på jeres skærm. Når I har svaret på et spørgsmål, giver appen jer det rigtige svar. I kan herefter gå videre til næste post.

Når I har gennemført jagten, kan I tage et screenshot af Woop-appen og vise billedet i SuperBrugsen Otterups bager (Nørregade 2, 5450 Otterup) – så får I en lille præmie. I kan også sende skærmbilledet til troldejagt@nordfynskommune.dk og derved deltage i en månedlig lodtrækning om et Gavekort Nordfyn, som kan bruges lokalt. I kan læse mere om gavekortet på Nordfyns Erhverv og Turismes hjemmeside. Hvis I sender en mail, indvilliger I samtidig i, at vi opbevarer jeres mailadresse indtil den månedlige lodtrækning. Mailadressen vil kun blive brugt som kontakt, hvis I vinder, og vi opbevarer kun mailadressen indtil lodtrækningen.

Samarbejde

Projektet er et samarbejde mellem Bibliotek og Borgerservice Nordfyn og Kultur og Fritid i Nordfyns Kommune. Nordfyns Billedskole, DDS 1. Otterup Gruppe og KFUM-spejderne Otterup har henholdsvis lavet illustrationer til posterne og fabrikeret skiltene.

Hent dit troldekort på Otterup Bibliotek, eller download Woop-appen, og find ruten – og begynd din troldejagt med det samme.

Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00