Nordfyn: Bustur for nye borgere hitter 

29.05.2018

Nordfyns Kommune har succes med at invitere sine nye borgere på borgmesterguidede busture rundt i kommunen. Årets bustur er den tredje i rækken, og det bliver ikke den sidste.

 

En bustur for nye borgere er et hit på Nordfyn. Her et foto fra den seneste tur i 2017.

 

På onsdag i kommende uge afgår to busser med nye borgere fra Bogense Rådhus. De skal på sightseeing rundt i Nordfyns Kommune og opleve nogle af kommunens naturperler og andre attraktioner.

 

- De får lejlighed til at snuse til nogle af de spændende aktiviteter og steder i området, og forhåbentlig får de lyst til at vende tilbage for at udforske stederne på egen hånd, siger borgmester Morten Andersen.

 

Sammen med viceborgmester Anja Lund er han busguide for en dag. På den fire timer lange gøres der holdt ved Gyldensteen og Hasmark Strand. Undervejs passeres også Ditlevdal Bisonfarm.

 

Populær bustur

Det er tredje år i streg, at Nordfyns Kommune inviterer sine nye borgere på busudflugt. Borgerne er personligt inviterede, og ifølge borgmester Morten Andersen, er der kun positiv respons fra borgerne.

 

- Borgerne roser initiativet. Det er selvfølgelig ikke alle, der deltager, men de, der gør, hygger sig, og får en masse oplevelser og nye bekendtskaber. Vi tror på, at den tur er givet rigtig godt ud, og så er det iøvrigt også en god anledning for os til at hilse på vores nye borgere, siger Morten Andersen.

 

Nordfyns Kommune har inviteret de borgere, der er kommet til kommunen i perioden 28. maj 2017 til 14. maj 2018. Det drejer sig om borgere fra 700 nye husstande.

 

Se en film fra 2017-udgaven af samme tur:

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47

Kommunikationskonsulent Christel Gørtz, mobil 21 13 00 93