Skoleelever finder narkolager i Otterup

05.05.2017

Elever fra 3. klasse på Sletten Skole i Otterup fandt i går et større parti narko. Glasset blev fundet i et buskads på et grønt område over for skolen, hvor skolens elever leger i frikvartererne. Glasset var delvist nedgravet og indeholdt poser med et hvidt pulver.

 
IMAGE
 

En af eleverne blev efterfølgende sendt til læge, da han havde forsøgt at åbne en af poserne. Han er heldigvis uskadt.

 

Skoleleder Hans Jørgen Larsen siger: " Det er skræmmende, at nogen bruger børns skole og legeområder som narkodepot. Det hører ingen steder hjemme. Det var små børn, som fandt de store mængder narko, og børn er nysgerrige, så det kunne være endt katastrofalt."

 

Skolelederen roser Politiet for at handle hurtigt og sikre, at der ikke er yderligere narko på området. Efter nærmere undersøgelse viste poserne sig at indeholde 400 gram amfetamin.

 

Episoden kommer kun to dage, efter at en hundepatrulje på skolens opfordring havde afsøgt skolen. Baggrunden var, at der i februar måned var gjort et fund af to mindre poser med hvidt pulver skjult på skolen. Poserne indeholdt henholdsvis heroin og amfetamin.

 

Skolens elever ikke under mistanke

Selv om der er gjort fund på skolen og på et legeområde nær skolen, betyder det ikke, at mistanken i første omgang retter sig mod skolens elever.

 

"Skolen er åben til sen aften, da den også bliver brugt af fritidsbrugere. Det betyder, at enhver i princippet kan komme ind på skolen, selv om de ikke har et lovligt ærinde. Jeg føler mig overvist om, at ingen med tilknytning til Sletten Skole er indblandet", siger Hans Jørgen Larsen.

 

Skolelederen opfordrer forældre til at tage en alvorlig snak med deres børn, om hvad de skal gøre, hvis de skulle finde poser med et ukendt indhold. De skal under ingen omstændigheder røre ved det, men i stedet tage fat i en voksen.

 

Skoleledelsen underrettede skolens forældre om fundet i går.

 
Kontaktinformation

Skoleleder Hans Jørgen Larsen, mobil 29 90 65 95

Skole- og dagtilbudschef Gitte Høj Nielsen, mobil 23 60 37 52