
Der er brug for handling, hvis klimaet og vores natur skal reddes. Torsdag den 25. april er udpeget som dagen, hvor vi alle beslutter os for, hvad der skal være vores konkrete handling. Målet er, at alle danskere på dagen samles i deres fælleskaber og forpligter hinanden til at gøre en fælles forskel for klimaet. Det kan f.eks. være på arbejdspladsen, i nabolaget, fodboldklubben eller strikkeklubben. Selv små handlinger kan gøre en forskel.
Nordfyns Kommune og Nordfyns Erhverv og Turisme (NEET) har den seneste måned arbejdet på at engagere borgere, erhvervsliv og ansatte i Nordfyns Kommune i Klimahandledagen. Målet er, at Nordfyn får slået et slag for klimaet, der kan mærkes.
Klimahandledagen på Nordfyn
Hos det nordfynske erhvervsliv er der også tilslutning til Klimahandledagen. Flere Nordfynske virksomheder har allerede tilkendegivet, at de deltager i dagen og dermed bakker op om initiativet.
NEET har den sidste tid gjort en særlig indsats for gøre opmærksom på initiativet som en oplagt mulighed for at gøre noget ekstra for miljøet.
Direktør for Nordfyns Erhverv og Turisme, Per Olesen, udtaler:
"Det er mit klare indtryk, at de nordfynske virksomheder allerede i dag gør meget for at tænke grønt, men når vi lægger hovederne i blød sammen, tror jeg godt, at vi kan gøre endnu mere. Klimahandledagen er en god anledning til at høste endnu flere grønne og lavthængende frugter".
Nordfyns største arbejdsplads er med
Som Nordfyns største arbejdsplads er Nordfyns Kommune selvfølgelig også involveret i klimahandledagen. Hovedparten af kommunens enheder og dermed kommunens ca. 2.000 ansatte afsætter alle tid til dagen. Det gælder f.eks. skoler, børnehaver, plejehjem, rådhuse, Vej og Park, som alle er gået aktivt ind i dagen og er i gang med at udtænke deres bidrag i form af grønne handlinger.
Kommunaldirektør for Nordfyns Kommune, Morten V. Pedersen, udtaler:
"Som kommunens største arbejdsplads er vi forpligtet til at gå foran som det gode eksempel. Derfor opfordrer vi vores ledere og ansatte til at stille skarpt på, hvordan de selv kan gøre en forskel. Vores arbejdsfællesskaber repræsenterer en stor del af vores tilværelse, og derfor skal vi selvfølgelig også gribe til handling til fordel for klimaet og miljøet".
Klimahandledagen er for alle
Alle kan deltage i klimahandledagen og være med at gøre en forskel. Alt man skal gøre er at følge nedenstående trin:
- Find andre, der også vil gøre en forskel.
- Find den sag der fanger jer - hold nærområdet rent, minimer kødforbrug, grønne transportformer, grønt forbrug, osv.
- Find sammen torsdag d. 25. april og lav det for klimaet, som I synes er sjovt.
Læs mere på: www.klimahandledagen.dk
Kontaktinformation
Kommunaldirektør, Morten V. Pedersen, tlf. 6482 8002
Direktør for Nordfyns Erhverv og Turisme, Per Olesen, tlf. 4027 0913
Klimakoordinator, Lene Høxbro, tlf. 2144 6561