
Guidet tur til Gyldensteen Strand
Vidste du, at Gyldensteen Strand nær Bogense er Fyns største naturgenopretning? Kom med, når en naturguide viser dig og familien rundt i området, hvor der er et rigt fugleliv. Du oplever den fantastiske natur, mens du hører om historien og livet derude.
Turen er ca. 3 km lang, og det er muligt at have kørestol eller klapvogn med på de fleste stier i området.
Hvor: Langø 1, 5400 Bogense
Hvornår: 2. september 2023 kl. 13-15
Pris: 50 kr. (børn under 12 år er gratis)
Sådan klimasikrer du dit forbrug
Er gulvvarme egentlig skidt for klimaet, og giver det overhovedet mening i det store nationale klimaregnskab at sortere bioaffald? Flere og flere danskere vil gerne klimasikre deres rutiner og forbrug, men hvordan gør man?
Kom med til et spændende foredrag, hvor Anna Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund giver dig viden om, hvilke valg der egentlig har størst effekt som privatperson.
Hvor: Otterup Bibliotek
Hvornår: 5. september 2023 kl. 19
Pris: 50 kr.


Litterær gåtur
Oplev naturen på en helt ny måde – tag med litteraturen ud i naturen.
Kom med rundt i de naturskønne omgivelser ved Dallund Sø nær Søndersø. Undervejs på turen vil en bibliotekar læse højt fra et stemningsfuldt stykke litteratur, der er nøje udvalgt til at give refleksion og ro i sensommerskoven. Ved at mikse litteratur og natur får du nemlig en anderledes oplevelse af begge dele.
Turen er på ca. 2,5 km på skovstien i et tempo, hvor alle kan følge med, og der vil være små pauser undervejs.
Naturen og litteraturen er skøn i al slags vejr, og derfor aflyses turen som udgangspunkt ikke i regnvejr, så husk at klæde dig på efter vejret.
Turen varer ca. 1½ time, og vi mødes kl. 18.15 ved parkeringspladsen med afgang kl. 18.30.
Hvor: P-pladsen ved indgangen til Dallund Slot, Dallundvej 63, 5471 Søndersø
Hvornår: 7. september + 14. september 2023 (begge dage kl. 18.15 - ca. 20.00)
Pris: Gratis, kræver dog tilmelding
Læs mere og tilmeld dig den 7. september her
Læs mere og tilmeld dig den 14. september her
Besøg strandengene ved Jersore
Hør om dyre- og plantelivet i det salte miljø, og hvorfor strandenge er så vigtige, men også truede. Ann-Berit Frostholm guider dig gennem området, der ligger i vores fine Pilotnaturpark Nordfyn.
Hvor: Vi mødes ved Lindøhoved, 5400 Bogense, parkering på marken øst for Lindøhoved 28. Der vil være skiltet parkering.
Hvornår: 9. september 2023 kl. 13-15
Pris: Gratis, kræver dog tilmelding


Find en sø
Lav en sjov aktivitet sammen som familie og hjælp forskerne fra Syddansk Universitet med at forbedre vandkvaliteten i de søer og vandhuller, som har problemer med dårlig vandkvalitet med algevækst, uklart vand eller lav biodiversitet.
Du hjælper ved at indsamle en vandprøve fra en sø nær dig, herefter indleverer du den til ét af vores tre nordfynske biblioteker i Otterup, Bogense eller Søndersø.
Alt, du skal bruge, er en ren frysepose eller en tom vandflaske, en mobiltelefon, en kuglepen og eventuelt et par gummistøvler.
Fjordens Dag
Tag familien med til en sjov dag med masser af friluftsaktiviteter under åben himmel, når Fjordens Dag traditionen tro løber af stablen ved Klintebjerg Havn.
Her kan du i år opleve Sebastian Kleins underholdende soloshow om dyrelivet og vores natur, ligesom der vil være en masse aktiviteter for børn og voksne hele dagen.
Prøv for eksempel en sjov skraldeaktivitet om skrald og forbrug, undersøg naturen ved fjorden, vis os dine fossiler, byg et fiskehotel, fang krabber, nus kælekaniner, bag pandekager over bål eller lær forskellige teknikker til at tænde et bål.
Fra Klintebjerg Havn har du også mulighed for at sejle tur/retur til Vigelsø og opleve den skønne natur, ligesom du finder flere aktiviteter ved Otterup Lystbådehavn ved Egensedybet.
Hvor: Klintebjergvej 182, 5450 Otterup
Hvornår: 10. september 2023 kl. 10-16
Pris: Gratis

Følg os på sociale medier
I løbet af uge 36 har du desuden mulighed for at deltage i to konkurrencer - en på Facebook og en på Instagram. Følg Nordfyns Kommune på sociale medier og vær med.