
Det er på ingen måde en opgave, som vognmandsforretningen er ubekendt med. Firmaet har stået for opgaven i Nordfyns Kommune siden 2009, og før det samlede virksomheden affald ind i Gl. Otterup Kommune helt tilbage fra 1979.
Anders Thingholm, Formand for Teknik- og Miljøudvalget, siger:
- Indsamling af affald er en meget vigtig del af den kommunale opgave. Jeg er glad for, at det er et lokalt forankret firma som har vundet renovationskørsel ved vores husstande. Vi har et godt samarbejde med Lunde Vognmandsforretning, og det samarbejde vil vi nu udbygge i og med, at vi fremover skal indsamle flere affaldsfraktioner.
10 fraktioner er omfattet af kontrakt
Kontrakten omfatter indsamling af hele 10 affaldsfraktioner: Restaffald, madaffald, pap, papir, metal, glas, plast, tekstil, mad- og drikkekartoner samt en valgfri ordning for haveaffald, som kommer til i 2023. Derudover skal alle de kommunale institutioner med i ordningen.
Også hos Lunde Vognmandsforretning er der glæde over fortsættelsen af samarbejde. Erik Rasmussen, Lunde Vognmandsforretning siger:
- Vi kender hver en ejendom på Nordfyn, og det er en kæmpe fordel, når der opstår tvivlsspørgsmål. Jeg benytter mig fortrinsvist af lokal arbejdskraft, hvilket også er med til at sikre lokalkendskab, samtidig med at vi holder jobbene på nordfynske hænder.
Kontrakten løber fra 5. september 2022, hvor indsamling af madaffald og mad- og drikkekartoner også starter, og 6 år frem; med mulighed for forlængelse i 2 år.
Kontaktinformation
Anders Thingholm, Formand for Teknik- og Miljøudvalget, +45 21 15 30 82
Erik Rasmussen, indehaver af Lunde Vognmandsforretning, +45 65 95 50 59