Nordfyns Kommune har fået en veteranpolitik

23.03.2018

Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune godkendte på sit møde den 22. marts en veteranpolitik. Dermed har kommunen sat rammen for, hvordan man hjælper hjemvendte veteraner.

 
 

"Heldigvis vender de fleste af vores udsendte styrkede hjem og er klar til at genoptage både deres professionelle og civile liv, men nogle kommer desværre hjem med ar på krop og sjæl. De har brug for hjælp og støtte for at genoptage tilværelsen her i Danmark", siger borgmester Morten Andersen.

 

Det er blandt anden denne hjælp, som kommunens veteranpolitik beskriver. Hjælpen er flersidig og handler blandt andet om, at kommunen har en veterankoordinator, der er kontaktperson for hjemvendte. Det kan være aktuelt, hvis den hjemvendte har behov for hjælp til jobsøgning, genoptræning, rehabilitering eller andre kommunale tiltag, som kan gøre vejen tilbage til en normal tilværelse lettere.

 

Det handler også om anerkendelse

Politikken handler imidlertid også om at takke veteranerne for det store offer, der ligger i at lade sig udsende til verdens brændpunkter for at kæmpe for demokratiets værdier og sikre civilbefolkningen.

"Med politikken vil vi gerne markere, at vi anerkender den vigtige indsats, som de udsendte har gjort for hele Danmark. Det gælder såvel de udsendte selv som deres familier og pårørende", siger Morten Andersen.

 

Denne anerkendelse kommer blandt andet til udtryk ved den årlige flagdag den 5. september for landets udsendte. På denne dag har Nordfyns Kommune siden 2016 inviteret veteraner og deres familier til en sammenkomst på Bogense Rådhus med efterfølgende kransenedlæggelse.

 

Veteranpolitikken læner sig op ad regeringens Veteranpolitik og bakker dermed op om de nationale initiativer over for veteraner. Den danske veteranorganisation Danmarks Veteraner har været inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af politikken.

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47