
Hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i perioden 1. januar til midt maj sidste år var 141 dage, er den i samme periode i 2025 faldet til blot 53 dage. Det svarer til en reduktion på hele 88 dage.
Særligt erhvervsområdet nyder godt af udviklingen. Erhvervssager prioriteres fortsat højt, og her er sagsbehandlingstiden faldet fra 78 dage til nu blot 20 dage i gennemsnit. Bag de markante forbedringer ligger en målrettet og flerstrenget indsats fra både politikere, ledelse og medarbejdere i kommunen.
- Vi har haft et stort og konstant fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden. Det gælder både politisk og i den daglige ledelse. Kommunalbestyrelsen har prioriteret ekstra ressourcer til området, og det har været helt afgørende for, at vi nu ser så positive resultater, siger borgmester Mette Landtved-Holm.
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen står i spidsen for kommunens erhvervsfremmegruppe, der planlægger og koordinerer initiativer for at sikre, at de lokale virksomheder oplever en effektiv og imødekommende sagsbehandling.
- I erhvervsfremmegruppen arbejder vi målrettet med at forbedre rammerne og sikre et vedvarende fokus på udviklingspotentialet i vores erhvervsservice. Den markante fremgang i sagsbehandlingstiden er blandt andet et konkret resultat af dette arbejde, siger han.
Kommunen har i en periode benyttet eksterne konsulenter til at hjælpe med sagsbehandlingen og samtidig arbejdet intensivt med at rekruttere nye medarbejdere til området - en udfordring, der længe har været vanskelig.
- Vi har arbejdet benhårdt for at nedbringe sagsbehandlingstiden og sikre en mere smidig og effektiv proces for både borgere og virksomheder. Det er især positivt, at vi nu har fået styrket vores team med flere dygtige medarbejdere, så vi kan fastholde den positive udvikling og yde en god service fremadrettet, siger Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur i Nordfyns Kommune.
Udviklingen betyder, at Nordfyns Kommune nu står langt stærkere i forhold til at understøtte borgernes byggeplaner og virksomhedernes ønsker om vækst og udvikling.
FAKTA: Byggesagsbehandling i Nordfyns Kommune
- Gennemsnitlig sagsbehandlingstid (1. jan - 15. maj 2024): 141 dage
- Gennemsnitlig sagsbehandlingstid (1. jan - 15. maj 2025): 53 dage
- Reduktion i gennemsnitlig sagsbehandlingstid: 88 dage
- Erhvervssager (1. jan - 15. maj 2024): 78 dage i gennemsnit
- Erhvervssager (1. jan - 15. maj 2025): 20 dage i gennemsnit
Kontaktinformation
Borgmester Mette Landtved-Holm, tlf. 61 19 15 27
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, tlf. 20 31 26 84
Chef for Plan og Kultur Åse Nielsen, tlf. 21 52 36 83