Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyn: Så er der sat navn på borgerrådgiver

Nordfyns Kommune har ansat Ann Berit Jensen i stillingen som borgerrådgiver. Som borgerrådgiver skal hun blandt andet bidrage til den gode dialog mellem borgere og kommune samt være med til at sikre borgernes retssikkerhed.

Ann Berit Jensen vers 2.png

46-årige Ann Berit Jensen bliver Nordfyns Kommunes nye borgerrådgiver. Som borgerrådgiver får hun en særlig rolle som bindeled og formidler mellem kommunens borgere og den kommunale organisation.

Borgerrådgiverens vigtigste opgave er at rådgive borgerne, så de opnår bedre indsigt i deres egen sag, sagsbehandlingen og afgørelser - og kan få vejledning til handlemuligheder. Det kan f.eks. være at forstå en afgørelse eller gå i dialog med Nordfyns Kommune.

Borgerrådgiveren er ansat direkte under kommunalbestyrelsen og er en uafhængig funktion, som dels skal kunne se sagsbehandlingen ud fra borgerens perspektiv, men også samarbejde ind i administrationen om forbedringer. Borgmester Morten Andersen siger:

    - Jeg ser to aspekter af den nye funktion. Dels vil vi med funktionen række ud til borgerne og gøre det lettere for dem at få hjælp, når de støder på noget, der er vanskeligt. Men ligeså vigtigt er det, at borgerrådgiveren følger borgerdialogen helt til dørs og hjælper med at sikre, at vi som kommune skaber forbedringer i sagsbehandlingen og samarbejdet med borgerne.

Bredt erfaringsgrundlag

Ann Berit Jensen kommer fra en stilling som socialfaglig kontraktforhandler i Børn og Familierådgivningen i Odense Kommune. Derudover har hun erfaring fra både børn og unge-området i bred forstand og fra beskæftigelses- og socialområdet. Hun har dermed et indgående kendskab til kommunale opgaver og fagområder, som hun kan trække på i funktionen som borgerrådgiver.

Sådan kontaktes borgerrådgiveren

Borgerrådgiveren vil være meget tilgængelig for borgerne og i udgangspunktet have faste arbejdsdage i Bibliotek og Borgerservice i hhv. Bogense, Otterup og Søndersø. Derudover kan møder med borgere finde sted på rådhusene, øvrige kommunal institutioner og i særlige tilfælde i borgerens hjem.

Borgerne kan tage kontakt til borgerrådgiveren ved personligt møde, telefon, mail eller via e-boks. Personlige møder kan aftales på forhånd, så borgerrådgiveren har mulighed for at sætte sig ind i sagen før mødet. Borgerrådgiverens mødetider i Borgerservice kommer til at fremgå af kommunens hjemmeside.

Borgerrådgiveren er ikke en klageinstans og kan ikke træffe afgørelser eller ændre afgørelser, behandle forhold, som andre klageinstanser tager sig af, behandle spørgsmål om kommunens personale- og ansættelsesforhold eller behandle henvendelser om politiske beslutninger, f.eks. om serviceniveauet i kommunen. Borgerrådgiveren tager sig kun af sager, der er op til et år gamle.

Ann Berit Jensen har en kandidatuddannelse i generel pædagogik fra Syddansk Universitet, og hun er uddannet socialrådgiver på UCL Odenses professionsbacheloruddannelse.

Nordfyns Kommunes nye borgerrådgiver tiltræder den 15 marts 2022.

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47
Stabschef Vicki Møberg Torp, tlf. 51 77 74 03