Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Efterårsaktiviteter for hele familien

I uge 42 står den på efterårsferie for de fleste af os. Måske skal I lave (u)hyggelige græskarlygter eller mad over bål? På Nordfyn kan du igen i år få en masse gode oplevelser sammen som familie – og vi tyvstarter allerede med aktiviteterne fra fredag den 6. oktober 2023.

Oplev eventyret om vikingedrengen Harald

Med appen ’Natureventyr’ kan du tage børnene med på en historisk rejse rundt i Glavendruplunden, når I sammen skal hjælpe vikingedrengen Harald med at finde ud af, hvem der forsøger at stjæle den enorme runesten.

Natureventyret er ca. 1 km langt, og undervejs er der indlagt sjove aktiviteter for børnene.

Fra den 6. til og med den 31. oktober 2023 er der en lille overraskelse til dem, der gennemfører Natureventyret ’Harald og den store runesten’ i Glavendruplunden.

Hvor: Stenager 12, 5485 Skamby
Pris: Gratis

Vil I med på flere eventyr, så prøv en af vores seks andre børnevenlige gåture.

Læs mere om Natureventyr.

Børnekoncert med band

Kom med, når Nordfyns Musikskole endnu en gang inviterer alle børn i alderen 0-6 år og deres forældre/bedsteforældre til en festlig, sjov og hyggelig børnekoncert - helt gratis.

Nyd musikken, børnenes begejstring og ikke mindst det sociale samvær, når Musikskolens undervisere giver den op med det sejeste band.

Det kræver ingen tilmelding, I skal blot møde op på dagen.
Efter koncerten vil der være frugt, saft og kaffe.

Hvornår: 7. oktober 2023 kl. 10.00-10.45
Hvor: Nordfyns Musikskole, Nordmarksvej 2, 5471 Søndersø
Pris: Fri entré

Læs mere om koncerten.

Lav snobrød med et twist

Det er altid et hit at samles om et bål med snobrød - og alt smager bare bedre, når du indtager det i det fri. Pift for eksempel den klassiske snobrødsdej op med følgende:

Pizza-snobrød: Tilføj klassiske pizzaingredienser (fx soltørrede tomater, revet ost, oregano og skinke) i dejen og bag et snobrød, der smager af pizza.

Hotdog-snobrød: Læg en pølse langs snobrødspinden, tilføj evt. ketchup eller en anden dressing og sno derefter dejen om pølsen.

Dessert-snobrød: Put chokoladestykker eller skumfiduser i dejen eller lav kanelsneglesnobrød ved at komme kanel og smør på din dej, inden du snor den om pinden.

Find alle vores nordfynske bålpladser og –hytter.

Kreative workshops på Nordfyns Billedskole

Elsker dit barn at tegne og male, og har han eller hun lyst til at prøve kræfter med forskellige materialer og discipliner inden for billedkunst?

I uge 42 holder Nordfyns Billedskole en række workshops for børn og unge i skolealderen (0. – 10. klasse) i tidsrummet kl. 10 - 14.30.

Her kan man for eksempel afprøve nye tegneteknikker, male fantasifulde malerier i stærke farver eller prøve at arbejde med tryk.

Mandag den 16. oktober: Tegning
Tirsdag den 17. oktober: Collage
Onsdag den 18. oktober: Relieffer
Torsdag den 19. oktober: Maleri
Fredag den 20. oktober: Tryk

Børnene kan tilmeldes en hel uge eller blot en enkelt dag. Det koster 250 kr. pr. dag.

Forældre er velkomne i starten, ellers skal de mindre børn kunne være der selv.

Hvornår: Mandag-fredag i uge 42
Hvor: Nordfyns Billedskole, Ørkebyvej 11, 5450 Otterup

Læs mere og tilmeld her. 

Kom med på svampetur til Flyvesandet

En svampetur er en rigtig skøn familieaktivitet, og efteråret er højsæson for at gå på jagt efter de spiselige svampe, vi har I de danske skove.

Vil du blive klogere på, hvor du bedst finder de forskellige svampe, og hvilke du må plukke og spise?

Er du nybegynder, er det en god idé at tage på en guidet tur.

Tag familien med på en svampetur til Flyvesandet, hvor en erfaren guide viser jer rundt. Alt, I skal gøre, er at medbringe en lille kniv og kurv til svampene. Husk praktisk fodtøj.

Hvornår: 20. oktober 2023 kl. 13-16
Hvor: Flyvesandsvej 37, Agernæs, 5450 Otterup
Pris: 100 kr. pr. person (børn under 12 år er gratis)

Læs mere om turen.

Lav (u)hyggelige græskarlygter

En sjov aktivitet i efterårsferien er at pynte op med fine græskarlygter og andre flotte pyntegræskar. Når oktober bliver til november, er det nemlig Alle Helgens Aften – også kaldet Halloween.

På Nordfyn finder du mange vejboder med græskar, som du kan bruge til at lyse efteråret op med. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan din græskarlygte skal se ud. 

Lån en naturrygsæk på biblioteket

Vil du give børnene en sjov og lærerig oplevelse i naturen, kan du på et af vores tre nordfynske biblioteker låne en rygsæk med grej til at undersøge naturens små mysterier sammen.

I rygsækken finder du blandt andet to børnebøger, et par foldere med hjælp til de voksne, insektopsamlere, forstørrelsesglas og forskellige beholdere til både tørre og slimede dyr.

Naturrygsækken kan lånes en uge ad gangen.

Book rygsækken ved at ringe på tlf. 6482 8680 eller hør mere på et af de nordfynske biblioteker i Bogense, Otterup og Søndersø.

Læs mere om naturrygsækken.

Børnebio i Fredskoven

Kom og vær med, når Fredskoven i Bogense tirsdag den 17. oktober 2023 åbner dørene og viser børnefilm på det store lærred.

  • For de mindste bliver der vist ’Flummerne’ med dansk tale fra kl. 10.30 – ca. 12.00 (dørene åbner kl. 9.30).
  • For de lidt større bliver ’Super Mario Bros.’-filmen vist fra kl. 14.00 – ca. 15.30 (dørene åbner kl. 13.00, og filmen anbefales fra 7 år).

Det vil være muligt at købe lidt lækkert til filmen, ligesom der vil være en lille café til de voksne.

Så tag et tæppe og din yndlingsbamse med og se en hyggelig film sammen med vennerne.

Hvornår: Tirsdag den 17. oktober 2023
Hvor: Fredskoven, Kristianslundsvej 1, 5400 Bogense
Pris: Fri entré

Læs mere her.   

Krea-hygge med naturmaterialer

Der er utroligt mange materialer i naturen, som I med fordel kan bruge timevis på at kreere en masse kreative værker.

I kan for eksempel samle kastanjer til at lave den klassiske kastanjeedderkop eller små kreative kastanjedyr. I kan samle visne blade og lade dem tørre til tryk på papir eller bloklys. Eller prøv for eksempel at samle hyben til en flot krans til hoveddøren.

Del gerne aktiviteten op i to, så børnene kommer med ud i naturen og samler materialer den ene dag, og I en anden dag laver krea-hygge.  

Oplev naturen om natten

Har du endnu ikke prøvet at sove ude i naturen med børnene, kan efterårsferien måske være en god anledning til det. At overnatte i naturen er en stor oplevelse, som børnene sent vil glemme.

Kig på stjerner sammen, lav et bål, spis snobrød, drik varm kakao eller fortæl spøgelseshistorier. Du kan starte ud med et telt i haven, ellers kan du booke et af vores mange shelters på Nordfyn.   

Læs mere og book her