
Fra juni til oktober kan du møde forskellige trolde fra litteraturens verden på Den Grønne Sti. Mød Shrek, Mumitrolden, Paja fra Troldeliv og seks andre trolde. Der er både fæle og farlige trolde, og der er buttede og godmodige trolde. Troldene er en del af en ny Troldejagt-oplevelse, som skal lokke børnefamilier ud at opleve den nyindviede etape af Den Grønne Sti.
Stien blev indviet onsdag den 8. juni, hvor formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Landtved Holm, bandt troldehaler op og erklærede Troldejagten for åben. Troldejagten går ud på, at der langs den nye etape af Den Grønne Sti er placeret ni poster med tilhørende aktivitet, som tager udgangspunkt i hver deres troldefortælling.
- Jeg synes, det er et fantastisk projekt. Det giver familier en mulighed for at opleve natur og kultur samlet. Natur er jo godt til at løfte humøret og give luft til hovedet, og kultur stimulerer os. Dette projekt giver os det bedste fra begge dele, så vi får en aktiv oplevelse udendørs - og måske også bliver nysgerrig på litteraturen og fortsætter hjemme i sofaen, siger Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Den Grønne Sti
Den Grønne Sti går rundt om Otterup By. Her har du mulighed for at tage bynære grønne pusterum til fods eller på cykel. Den første del af stien blev etableret i 2007, og nu i 2022 sluttes ringen altså med en etape, der forbinder stien i øst ved Otterup Hundeskov med stien i vest ved Otterup Byskov. Den nye etape er 3,4 km, men der er mulighed for en smutvej på blot 2 km. Det er på den 3,4 km lange nye del af stien, at troldeposterne er placeret. Vær opmærksom på, at selve troldejagten kun er på den nye del af stien og derfor ikke starter og slutter det samme sted.
Nordfyn vil være 'Danmarks bedste friluftskommune for familier'
Posterne i Troldejagten skal motivere børn og deres familier til at komme ud og afprøve den nye rute. Initiativet, der forsøger at lokke flere familier ud i naturen, ligger i forlængelse af Nordfyns Kommunes ambition om at blive Danmarks bedste friluftskommune for familier.
- I vores ambition ligger også ønsket om at skabe lettilgængelige, grønne pusterum for børnefamilier, som giver glæde i hverdagen. Derfor gør vi rigtig meget for at skabe nye stimuligheder og også formidle dem til borgerne - det er denne Troldejagt et eksempel på, siger Mette Landtved-Holm.
Samarbejde på tværs
Troldejagten er blevet til i et samarbejde mellem Bibliotek og Borgerservice og Kultur og Fritid i Nordfyns Kommune. Nordfyns Billedskole, DDS 1. Otterup Gruppe og KFUM-spejderne Otterup har desuden bidraget med henholdsvis illustrationer til posterne og skilte til ruten.
Find evt. flere informationer om troldejagten på www.nordfynskommune.dk/troldejagt
Kontaktinformation
Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, tlf. +45 61 19 15 27
Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur, tlf. +45 21 52 36 83