Grisehytterne opstilles som beskrevet i ansøgningen på:
-
matr.nr. 12r. Gerskov By, Skeby, Gersøvej 5, 5450 Otterup,
-
matr.nr. 11k, Gerskov By, Skeby (bygningsløs ejendom)
-
matr.nr.17c, 16f, 22b alle Gerskov By, Skeby og matr.nr. 21 Skeby Strand, Skeby der alle hører under ejendommen Gerskov Bygade 32 (og 35), 5450 Otterup.
Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35, jf. § 36, stk. 2.
Det er en betingelse for tilladelsen,
- At hytterne placeres inden for de i ansøgningen angivne arealer på matriklerne.
- At hytterne fjernes senest 1 år efter endt anvendelse til det ansøgte formål.
- At der opnås dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opstilling inden for Areal 2 (ligesom der er opnået dispensation inden for Areal 1).
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 29. november 2021.
Ansøgningen
Søren Boe Rasmussen fra Veslas A/S har på vegne af ejer af ejendommen Gersøvej 5 søgt om tilladelse til opstilling af grisehytter på matr.nr. 12r. Gerskov By, Skeby, Gersøvej 5, 5450 Otterup. Der søges ligeledes op opstilling af grisehytter på matr.nr. 11k, Gerskov By, Skeby (bygningsløs ejendom), samt 17c, 16f, 22b alle Gerskov By, Skeby og matr.nr. 21 Skeby Strand, Skeby der hører under ejendommen Gerskov Bygade 32 (samt 35), 5450 Otterup.
Ejer af matr.nr. 11k Gerskov By, Skeby samt Gerskov Bygade 32 har med fuldmagt accepteret, at de nævnte matrikler kan indgå og omfattes af den ansøgte landzonetilladelse.

Efter det oplyste drives landbrugserhvervsejendommen Gersøvej 5 i dag med produktion af grøntsager. Der ønskes en biproduktion af frilandssvin, der kan udnytte restprodukter fra grøntsagsproduktionen. Derfor anses de ansøgte grisehytter som erhvervsmæssigt nødvendige for den pågældende drift.
Grisehytterne vil ikke blive placeret permanent, men flyttes løbende. Hytterne flyttes jævnligt rundt på folden for at fordele gødning ligeligt på arealet. Og af hensyn til markdrift, kan der fra år til år veksles mellem at have grise på Areal 1 og Areal 2
Hytterne placeres i den nord og vestlige del af marken, hvor de så vidt muligt, står afskærmet. Denne placering tilgodeser også de driftsmæssige hensyn, idet der allerede er en eksisterende markvej til arealerne.
Nedenfor er vist området, hvori grisehytterne placeres. Der bliver i ansøgningen lagt vægt på, at grisehytterne placeres så langt fra strandkanten som muligt, og så vidt muligt holdes uden for strandbeskyttelseslinjen. Grisehytterne vil dog periodevist være placeret inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet har meddelt dispensation fra restriktionerne vedrørende strandbeskyttelseslinjen for så vidt angår Areal 1. Dispensation til opstilling inden for Areal 2 er ikke opnået på tidspunktet for landzonetilladelsen, men er fremsendt til sagsbehandling ved kystdirektoratet.

Jf. Husdyrgødningsbekendtgørelsen §6, stk. 1 nr. 4 opstilles hytterne ikke nærmere end 30 m. til naboskel.
Den nordligste del af arealet ligger lavt ift. omgivelserne, så indsigten til hytterne fra strand og havmiljø vil være begrænset. Denne placering er i øvrigt hensigtsmæssig, idet det ikke ligger i umiddelbar tilknytning til offentlig vej og indsigt fra naboer.
Der vil inden for det markerede Areal 1 opsættes 10 farehytter til søer og smågrise, og 5 rundbuehaller til slagtesvin.
Inden for Areal 2 ønskes opsat 10 farehytter til søer og smågrise, og 10 rundbuehaller til slagtesvin.
Udformningen af farehytterne til søer og smågrise er vist nedenfor. Efter det oplyste har rundbuehallerne til slagtesvinene samme udformning men er større i skala med et grundareal på 3 x 6 meter.

Faktiske forhold
Ejendommen
Ejendommen Gersøvej 5 ligger i landzone og er noteret som en landbrugsejendom på ca. 24 ha. Ejendommen ligger i det åbne land med spredt bebyggelse mod vest, nord og øst og mod syd Odense Fjord.
I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR-registret, er der på ejendommen noteret følgende bygninger:
-
Bygning 1: Stuehus til landbrugsejendom med et bebygget areal på 80 m2. Derudover igangværende byggesag på tilbygning på 123 m2 til stuehus.
-
Bygning 4: Bygning til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, gartneri, råstofudvinding o. lign med et bebygget areal på 100 m2.
-
Bygning 5: Bygning til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, gartneri, råstofudvinding o. lign med et bebygget areal på 325 m2.
-
Bygning 6: Bygning til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, gartneri, råstofudvinding o. lign med et bebygget areal på 398 m2.
Der er ikke i forvejen fast placerede produktionsarealer på ejendommen. Derfor skal ansøgningen behandles efter planloven. I landzone må der som udgangspunkt ikke opføres bebyggelse uden landzonetilladelse.
Kommuneplan
Ejendommen Gersøvej 5 er i Nordfyns Kommuneplan 2017-2029 bl.a. omfattet af:
- Biologiske interesseområder
- Område med drikkevandsinteresser
- Kystnærhedszone
- Større sammenhængende landskaber
- Særlige geologiske beskyttelsesområder
- Uforstyrrede landskaber
Inden for de udpegede biologiske interesseområder kan der kun ske bebyggelse eller etableres anlæg i ubetydeligt omfang, og kun såfremt beskyttelsesinteresserne ikke herved tilsidesættes. Uden for de udpegede biologiske interesseområder kan bebyggelse og etablering af anlæg kun finde sted, såfremt de ikke giver anledning til øget forurening af sårbare naturområder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Inden for kystnærhedszonen skal bygninger og anlæg, herunder landbrugsbygninger, indpasses i landskabet.
De større sammenhængende landskabsområder skal friholdes for større bebyggelse og større tekniske anlæg, medmindre det kan sikres, at hensynet til de landskabelige værdier kan løses.
Der kan inden for de uforstyrrede landskaber gives mulighed for tilladelse til byggeri i forbindelse med eksisterende landbrugsejendomme, så længe bygningerne ikke skiller sig væsentligt ud i terrænet.
Øvrige bindinger/udpegninger
Ejendommen Gersøvej 5 er tilgrænsende et Natura 2000-område mod syd.
Størstedelen af matrikel 12r og ca. halvdelen af matrikel 11k ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.
Ansøger har den 30. oktober 2020 af Kystdirektoratet opnået tilladelse til opsætning af grisehytter til frilandsgrise efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1 nr. 6 på matrikel nr. 11k og 12r, Gerskov Ny, Skeby. Dispensation til opstilling inden for det øvrigt ansøgte areal er ikke opnået på tidspunktet for landzonetilladelsen men er fremsendt til sagsbehandling ved kystdirektoratet.
Besigtigelse og orientering
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
I denne sag har Nordfyns Kommune skønnet, at det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne grundet den relativt store afstand til den nærmeste bebyggelse. Naboerne er derfor ikke orienteret om ansøgningen.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.
Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at grisehytterne er tilpasset landskabet, og at det ansøgte ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Kommunen finder, at det ansøgte er naturligt hjemmehørende på en landbrugsejendom, og at grisehytterne indgår som led i driften af ejendommen Gersøvej 5, der drives som erhvervsmæssigt landbrug.
Kommunen lægger vægt på, at der er tale om udvidelse af landbrugsdriften på en allerede eksisterende landbrugsejendom. Opførelse af hytter er nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom.
Kommunen vurderer, at det ansøgte ikke vil påvirke beskyttelsesinteresserne eller oplevelsen af kystlandskabet i væsentlig grad. Det er oplyst, at hytterne så vidt muligt placeres hvor de står afskærmet. Kommunen vurderer, at hytterne ikke skiller sig væsentligt ud i terrænet og i øvrigt ikke påvirker de landskabelige omgivelser væsentligt.
Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.
Natura 2000
Kommunen skal ifølge bekendtgørelse om internationale beskyttelsesområder vurdere om det, der gives landzonetilladelse til, kan påvirke internationale beskyttelsesområder væsentligt. I den konkrete sag er ejendommen mod syd tilgrænsende Natura 2000-område nr. 110 Odense Fjord (habitatområde nr. H94, fuglebeskyttelsesområde nr. F75). Det er kommunens vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer eller projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Det ansøgte vil ikke ødelægge eller beskadige leve- eller voksesteder for de arter, der indgår i udpegningsgrundlaget.
Kommunen skal også ifølge bekendtgørelsen vurdere, om det ansøgte vil beskadige eller ødelægge yngle-, rasteområder eller plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV. Det vurderes, at det ansøgte ikke vil have negative konsekvenser for arter omfattet af EF-habitatdirektivets bilag IV.
Retsregler
Planlov
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2017-29 for Nordfyns Kommune.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.