Formålet med den nye lokalplan
Lokalplanens formål er at muliggøre opstilling af en mast med mobilantenner ved Bogense Hallernes idrætspark, som skal sikre god mobildækning for borgerne i Bogense.
Der findes en eksisterende lokalplan for området, ”3-106, Område ved Nordfynshallen”, som muliggør bebyggelse indtil 16 meters højde. Planforslaget er derfor et tillæg til den eksisterende lokalplan, som har til formål at muliggøre en bygningshøjde på 42 for en antenne- og lysmast ved sportsanlæg. Øvrige bestemmelser fra Lokalplan 3-106 fastholdes.
Kommuneplantillæg
Sideløbende med lokalplanlægningen er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15, Antennemast ved Bogense Hallens idrætspark er udarbejdet for at skabe overensstemmelse mellem kommuneplanen og den nye lokalplan.
Kommuneplantillægget omfatter kommuneplanramme O10 Område ved Bogense Hallerne. Rammeområdet er i dag udlagt i kommuneplanen til offentlige formål herunder sports- og idrætsanlæg, og den maksimale bygningshøjde er 16 meter.
For at muliggøre opstilling af en antennemast, udlægges der en ny kommuneplanramme; O010.
Rammen har samme afgrænsning og bestemmelser som den tidligere ramme, og der tilføjes at det er tilladt at opføre en antennemast ved idrætsbanen ved Bogense Hallen med en højde på op til 42 meter.
Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsesmødet den 27. marts 2025
Planforslag
Se Forslag til Lokalplan 2025-2.
Se Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15.
Se gældende Lokalplan 3-106
Planforslagene kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.
Offentlig høring
Planforslagene er i offentlig høring fra den 2. april til den 7. maj 2025. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.
Høringssvar, indsigelser og bemærkninger til forslagene skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være mærket ”Høringssvar planlægning 2025-2”, og skal indsendes senest den 07-05-2025.
Du skal være opmærksom på ikke at indsende dit svar via en hotmail-konto, da vi ikke altid modtager mails, der er sendt via hotmail. Der er link til at sende sikker mail til kommunen nederst på denne side. Du kan også se, hvordan du sender digital post til kommunen på siden: Sådan skriver du til os via Digital Post
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.
De midlertidige retsvirkninger er gældende, indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.
Når høringsfristen udløber, kan Kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslagene iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Lokalplan 2025-2 og kommuneplantillæg nr. 15 vurderes på baggrund af screeningen ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer.
Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslagene. Miljøscreening er vedlagt planforslagene som bilag.
Klagemulighed
Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.
Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.
Behandling af dine personoplysninger
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og andre personlige oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.
Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse, og du indsender høringssvar/bemærkninger, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen, med mindre du gør opmærksom på det.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.
Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.
Dokumenterne, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen, Nordfyns Kommune.
Kontakt Plan og Kultur
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00-15.00 |
Tirsdag | 09.00-15.00 |
Onsdag | 09.00-15.00 |
Torsdag | 09.00-17.00 |
Fredag | 09.00-13.00 |