Formålet med den nye lokalplan
Formålet med lokalplanen er at fastlægge bestemmelser for fremtidig anvendelse af området med fokus på ferieboligformål, hvor der vil være mulighed for helårsbeboelse, samtidig med at det harmonerer med de karakteristika, der kendetegner nærområdet som et ferieboligområde.
Lokalplanen sigter også mod at sikre, at kommende byggeri og arkitektoniske udformning integreres med den eksisterende bebyggelse inden for lokalplanområdet, med det formål at skabe en sammenhængende og harmonisk helhed.
Lokalplanområdet er i dag omfattet af Lokalplan nr. 2007-1, Ferieboliger ved Barfods Dam fra 2007, som aflyses for den del, der omhandler lokalplan 2024-2, Ferieboligområde Bogense Marina Park ved endelig vedtagelse af den nye lokalplan.
Kommuneplantillæg
Sideløbende med lokalplanlægningen er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 9, Bogense Marina Park er udarbejdet for at skabe overensstemmelse mellem kommuneplanen og den nye lokalplan.
Tillægget til kommuneplanen omhandler kommuneplanramme B11, som indeholder to områder. Et mindre område langs med Vestergade med etageboligbebyggelse og ferieboligområdet Bogense Marina Park. Området for Bogense Marina Park udlægges til ferieboligformål med mulighed for helårsbeboelse i form af tæt-lav bebyggelse.
Se eventuelt referatet fra kommunalbestyrelsesmødet den 25. april 2024 i Nordfyns Kommunes dagsordenssystem
Planforslag
Se forslag til Lokalplan 2024-2, Ferieboligområde Bogense Marina Park
Se forslag til Kommuneplantillæg nr. 9, Bogense Marina Park
Planforslagene kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.
Offentlig høring
Planforslagene er i offentlig høring fra den 8. maj til den 3. juli 2024. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.
Høringssvar, indsigelser og bemærkninger til forslagene skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller pr. mail til planafdelingen via knappen til indsendelse af høringssvar eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvaret skal være sendt ind senest den 3. juli 2024.
Hvis du benytter knappen til indsendelse af høringssvar på denne side, skal du være opmærksom på, ikke at indsende dit svar via en hotmail-konto, da vi ikke altid modtager mails, der er sendt via hotmail. Der er link til at sende sikker mail til kommunen nederst på denne side. Du kan også se, hvordan du sender digital post til kommunen på siden: Sådan skriver du til os via Digital Post.
Mærk dit høringssvar 'Bogense Marina Park'.
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.
De midlertidige retsvirkninger er gældende indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.
Når høringsfristen udløber kan Kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslagene iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Forslag til kommuneplantillæg nr. 9 og lokalplan 2024-2 vurderes på baggrund af screeningen ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer.
Afgørelsen begrundes i, at realisering af lokalplanen ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet. I vurderingen indgår blandt andet, at ændringen af plangrundlaget i forhold til gældende lokalplan for området, ikke vurderes at have væsentlig betydning i forhold til miljøet.
Klagemulighed
Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.
Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til hvorvidt du kan fritages.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.
Behandling af dine personoplysninger
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder at navn, adresse og andre personlige oplysninger som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.
Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen med mindre du gør opmærksom på det.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.
Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.
Dokumenterne, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Nordfyns Kommune.
Kontakt Plan og Kultur
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00-15.00 |
Tirsdag | 09.00-15.00 |
Onsdag | 09.00-15.00 |
Torsdag | 09.00-17.00 |
Fredag | 09.00-13.00 |