Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyn: Nislevgård Efterskole er årets rummelige virksomhed

Nislevgård Efterskole modtager Nordfyns Kommunes sociale virksomhedspris for sin store indsats for at hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet. Netop den indsats har der været ekstra brug for under corona-pandemien.

nislevgård.jpg
Køkkenleder Karina Birkedahl Gertz og Rengøringsansvarlig Mette Bøgeholm fra Nislevgård modtog Rummelighedsprisen på skolens vegne. Prisen blev overrakt af formand for Arbejdsmarkedsudvalget Kim Johansen.

På Nordfyns Erhverv og Turismes generalforsamling den 10. juni 2021 kunne Kim Johansen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, overrække årets virksomhedspris til Nislevgård Efterskole. Efterskolen har midt i en coronatid fundet overskud til at hjælpe ledige på vej på arbejdsmarkedet blandt andet ved at tilbyde dem praktikforløb på arbejdspladsen.

    - Praktikanter, der er langt fra arbejdsmarkedet, har ofte brug for en særlig forståelse og fleksibilitet. Og på Nislevgård Efterskole bliver de mødt med den rummelige, inkluderende og støttende tilgang, som hjælper dem med afklaring og udvikling i vejen tilbage til arbejdsmarkedet, siger udvalgsformand Kim Johansen.

Corona-pandemien har været særlig hård for de ledige. Deres ledighedsforløb er blevet længere og mere passivt, da der i perioder ikke kunne oprettes praktikker m.v. Derfor er mange rykket nogle skridt bagud i deres bestræbelser på at komme i beskæftigelse.

    - Vi har brug for virksomheder, der kan og vil yde sådan en indsats til gavn for såvel den enkelte person, for virksomhederne, der efterspørger arbejdskraft, og for samfundet som helhed. Sådan en virksomhed er Nislevgård Efterskole, siger Kim Johansen.

Køkkenleder Karina Birkedahl Gertz og Rengøringsansvarlig Mette Bøgeholm fra Nislevgård Efterskole deltog i generalforsamlingen og modtog prisen på skolens vegne. Med Virksomhedsprisen følger et kunstværk - et maleri, udført af Malene Hammershøj, Bogense.

 

Om Virksomhedsprisen

Virksomhedsprisen uddeles til en virksomhed, der i det forgangne år i særlig grad har udvist rummelighed og socialt ansvar i forhold til ledige, sygemeldte eller flygtninge med tilknytning til  jobcentret. Også virksomheder, der arbejder målrettet med at fastholde egne medarbejdere i job kan komme i betragtning. Det er 12. gang prisen uddeles.

 

Tidligere vindere af prisen:

  • 2019: Fyns-Bilsalg A/S
  • 2018: Rema 1000, Søndersø
  • 2017: CRH Concrete - Expan
  • 2016: Haarslev Industries A/S
  • 2015: Meny Bogense
  • 2014: Poul Rasmussen A/S - Bygge- og Ingeniørfirma
  • 2013: Bogense Plast A/S
  • 2012: Senmatic A/S
  • 2011: KiMs A/S
  • 2010: MT Miljøteknik ApS
  • 2009: JK Byg og Montage ApS

 

Kontaktinformation

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Kim Johansen, tlf. +45 30 57 70 94