Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Vinterferieaktiviteter 2025

Skolernes vinterferie nærmer sig. På Nordfyn kan du opleve et væld af hyggelige aktiviteter for hele familien i uge 7, når vi guider dig til en masse oplevelser både ude og inde.

Lav naturlige fastelavnsris

Fastelavn falder i år søndag den 2. marts. Det kunne derfor være oplagt at bruge vinterferien på at tage ud i naturen og finde nogle spændende materialer til at lave et naturligt fastelavnsris eller måske en flot naturkrans sammen med børnene. 

Tag eksempelvis på tur i skoven og lad børnene finde grene, der egner sig til fastelavnsris. Det kan også være, I kan finde nogle fine kogler eller blade, som kan males i flotte farver og hænges på fastelavnsriset. 

Gratis børnebio på Søndersø Bibliotek

Tag børnene med på vintereventyr, når vi viser korte tegnefilm for de mindste (3-6-årige) på Søndersø Bibliotek. 

Her kan I blandt andet opleve Cirkeline, Hunden Ib, Rita og Vilddyr. Og på ægte biografmanér serveres der popcorn og saft til alle børn. 

Filmvisningen varer ca. 45 minutter. 

Hvornår: Tirsdag den 11. februar 2025 kl. 10.30
Hvor: Søndersø Bibliotek, Odensevej 8, 5471 Søndersø

Det er gratis at deltage - og kræver ingen tilmelding. 

Filmvisningen er et samarbejde mellem Nordfyns Biblioteker og Kultur og Fritid i Nordfyns Kommune.  

© Cirkeline - På med vanten

Børnefestival i Bogense

Tag børnene med til en sjov dag i Fredskoven i Bogense. Her kan I opleve en masse aktiviteter hele dagen.

I kan for eksempel blive malet i ansigtet, se alverdens dyr blive lavet i balloner, danse sjovt med Jane, få en ponytræktur, opleve et stort trylle- og klovneshow - og sidst men ikke mindst se en film for hele familien.

Hvornår: Tirsdag den 11. februar 2025 kl. 9.30 - 14.30
Hvor: Fredskoven, Kristianslundsvej 1, 5400 Bogense

Det koster 50 kr. i indgang for børn hele dagen og 100 kr. for voksne. Børn under 1 år er gratis. Bemærk, egen mad og drikke må ikke medbringes - det er i stedet muligt at købe lidt godt til både store og små ganer.  

Læs mere om programmet for dagen.

Kreative dage hos Nordfyns Billedskole

Kan dit barn lide at tegne og male? Så er det muligt at deltage i to forrygende dage hos Nordfyns Billedskole, hvor de kan få lov til at udfolde sig kreativt.

Temaet er fugle, hvor de skal på opdagelse i fuglenes forunderlige verden og lave de skønneste fugle i flotte farver. 

Alle børn og unge fra 6 år og op efter er velkomne. Har man lidt svært ved at koncentrere sig i flere timer, skal man tage en voksen med. 

Medbring en madpakke og en drikkedunk - og husk at tage tøj på, der godt kan tåle lidt malerpletter. 

Hvornår: Tirsdag den 11. februar og onsdag den 12. februar 2025 kl. 10-14
Hvor: Nordfyns Billedskole, Ørkebyvej 11, 5450 Otterup

Det koster 300 kr. pr. barn/unge for begge dage. Alle materialer er til rådighed i billedskolen, så der er ingen ekstraudgifter.   

Lav berlinere over bål

De fleste børn elsker at være i naturen og lave bål. Og selvom det er koldt udenfor, kan der stadig laves bål.

Vil dig og børnene have lidt inspiration til en lækker snack, som I kan lave over bål i vinterferien? 

Med inspiration fra naturvejleder Rikke Molin fra Skibhusgården i Odense kan I med fordel forsøge jer med berlinere på bål - det er næsten det samme som fastelavnsboller. 

  • Lav en helt almindelig snobrødsdej.
  • Opvarm palmin i en gryde, form bollerne og kom dem i gryden (børnene må ikke komme for tæt på gryden).
  • Når bollerne flyder ovenpå og er let gyldne, er de færdige - og fiskes dermed forsigtigt op. 
  • Rul derefter bollerne i sukker. Ønsker du lidt marmelade i midten, kan du bruge en tylle, efter de er kogt. Det er klart nemmest. 
  • Vupti, så har du lækre, hjemmelavede berlinere. 

Gem gerne palminen og brug til fuglekugler. 

Lav et hyggeligt bål i bålstedet derhjemme eller find inspiration til vores mange bålpladser og -hytter på Nordfyn.

Amerikansk rundbold og bowling

I uge 7 har alle piger og drenge fra 4.-9. klasse mulighed for at komme med til en sjov og actionfyldt dag, når Nordfyns Softball Klub inviterer de unge til en gang amerikansk rundbold og efterfølgende bowling. 

Alle kan være med - man skal blot huske indendørssko, drikkedunk og godt humør. 

Hvornår: Onsdag den 12. februar 2025 kl. 11-15
Hvor: Otterup Idrætscenter, Stadionvej 50, 5450 Otterup

Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding. Bemærk, der er kun plads til 20 deltagere. Softballklubben giver en sodavand og en lille souvenir til alle deltagere. 

Læs mere og tilmeld dig her.

Hoppeparadis i Otterup Idrætscenter

Tag familiens yngste under armen og oplev et hav af hoppeborge, når Otterup Idrætscenter igen fylder en hel hal med alverdens hoppeborge i alle regnbuens farver. 

Glæd dig til en sjov dag med nogle af Danmarks største hoppeborge. 

Hvornår: Torsdag den 13. og fredag den 14. februar 2025 kl. 10-15
Hvor: Otterup Idrætscenter, Stadionvej 50, 5450 Otterup

Det koster 60 kr. pr. barn i entré og 30 kr. pr. voksen. 

Besøg vores nordfynske biblioteker

På de nordfynske biblioteker er der plads til de mindste. Her er der nemlig indrettet børneområder med plads til leg og hygge, hvor I kan tumle eller fordybe jer i en bog og bare være sammen. 

Så har I lyst til at lave en aktivitet i vinterferien, der ikke koster noget, så kan I med fordel besøge et af vores biblioteter og gå på opdagelse i litteraturens verden. 

Bibliotekerne holder også løbende små arrangementer, som man er velkommen til at deltage i. 

Du finder vores tre nordfynske biblioteker i Bogense, Otterup og Søndersø. 

Læs mere om de nordfynske biblioteker.

Prøv et nordfynsk Natureventyr

Kom med og oplev en sjov, eventyrlig og hyggelig udelivsaktivitet for hele familien, når I sammen udforsker naturen på en helt ny måde gennem unikke eventyrfortællinger. 

Syv forskellige steder på Nordfyn har I mulighed for at opleve et Natureventyr, hvor I via en app kan gå en børnevenlig rute, samtidig med at I hører et dejligt eventyr. Undervejs på ruten er der forskellige øvelser, hvor børnene skal se, røre eller høre ting. 

Hent appen 'Natureventyr' helt gratis og tag børnene med på eventyr blandt havfruer, trolde og vikinger på Nordfyn. Natureventyrene egner sig til børnefamilier med børn i alderen 3-8 år, og ruterne er mellem 0,9 og 2 km lange.

Hvornår: Alle ugens dage
Hvor: Syv forskellige steder på Nordfyn - find stederne i appen

Læs mere om Natureventyr.

Grejbank ved Hasmark Strandoase

Vidste du, at vi har en grejbank ved Hasmark Strandoase?

Her kan du blandt andet finde et stort bålsæt med gryde, kande, bålpande og en rist, bøger med inspiration til vild mad, samt lidt udstyr til at gøre rent efter dig.

Tag familien med til stranden i vinterferien og nyd et dejligt måltid over bål. Bålmad er nemlig meget mere end snobrød, og det behøver slet ikke være besværligt.

I kan for eksempel nemt lave en saftig burger eller riste lidt pølser og brød. 

Grejbanken er placeret på bagsiden af omklædningsfaciliteterne. Her finder du et skilt med mere info og en kode til at åbne grejbanken.

Husk selv brænde, tændstikker og evt. optænding til bålet.

Prøv vores spilbog i Søndersø

Vil du prøve en oplevelse for hele familien, så kan I med fordel prøve vores spilbog i Søndersø. Det er en ny form for spilbog, der kombinerer læsning, spil og byvandring i en samlet oplevelse. Mens I læser, skal I følge bogens hovedkarakterer, Noah og Sofia, rundt i Søndersø by, mens I selv bevæger jer rundt fra sted til sted. 

Bogen indeholder tre forskellige historier, hvor I undervejs skal træffe forskellige valg, der påvirker, hvor I skal hen i byen. Hvem ved, måske I lærer lidt nyt om Søndersø by? 

Er I en familie eller gruppe, der tager på tur sammen, kan bogen læses højt af en af de voksne eller et større barn. 

Lån spilbogen på dit lokale, nordfynske bibliotek - eller den kan reserveres online

Læs mere om spilbogen.  

Få inspiration til flere arrangementer og oplevelser