
I første omgang havde Covid-19 ellers sat en stopper for Camillas forhåbninger om at komme i job. Jobbet som rengøringshjælp hos Haarslev Industries var ledigt, og hun havde fået hjælp fra Nordfyns Kommunale Ungeindsats til at udarbejde et CV og en ansøgning.
Virkeligheden blev desværre, at stillingen blev sat i bero, fordi Corona ramte, og mange medarbejdere på kontoret hos Haarslev Industries skulle arbejde hjemmefra. Dermed var behovet for rengøring nu langt mindre.
Håbet om at komme i job hos Haarslev blev dog ikke skrinlagt, og den mellemliggende tid blev ifølge virksomhedskonsulent Bettina Fleur Hovvang brugt fornuftigt.
- Da Camilla ikke havde joberfaring inden for rengøring på det tidspunkt, blev vi enige om at spørge Haarslev, om de ville være interesseret i at tilbyde Camilla en udviklende praktik. Det var de heldigvis, fortæller hun.
Camilla kom derfor i praktik hos Haarslev Industries som rengøringsmedhjælper/ køkkenmedhjælper, henholdsvis på kontorerne og i kantinen. Det viste sig at være et rigtig godt match, fortæller Peter Carstensen.
- Det blev hurtigt klart, at Camilla passede rigtig godt ind på Haarslev, derfor blev det vigtigt, at hun hurtigt blev fagligt opkvalificeret.
Sammen med Nordfyns Kommunale Ungeindsats fandt han og Camilla frem til de AMU-kurser, der var relevante for Camilla, og de blev bevilget. Alt dette skete, mens praktikken fortsatte, og Camilla blev mere og mere glad for arbejdet.
- Vi lagde stor vægt på, at alt det Camilla lærte på kurserne, kom i anvendelse på arbejdspladsen. Samtidig sørgede vi også for, at hun kom i praktik inden for andre områder, så der hele tiden blev fyldt på hendes kompetencer, fortæller Per Carstensen.
Camilla blev nu tilbudt løntimer inden for de jobområder, hvor hun havde været på kursus, og fortsatte i praktik inden for andre områder. Den målrettede opkvalificeringsindsats, gjorde at valget til sidst faldt på Camilla, da en ledig stilling skulle besættes hos Haarslev Industries.
Alle vinder på opkvalificering
Camilla selv betragter sit nye job som en stor personlig sejr: - Det er dejligt at få nye kompetencer og straks kunne bruge dem i praksis. Jeg var ved at miste troen på, at jeg nogensinde ville komme væk fra passiv forsørgelse. Jeg er mor til to, og jeg vil gerne vise, både over for mig selv og mine børn, at jeg godt kan selv. Det har jeg gjort nu, siger Camilla.
Samarbejdet mellem Nordfyns Kommunale Ungeindsats, lokale virksomheder og ledige unge resulterer ofte i solstrålehistorier, hvor alle parter vinder. Det gælder naturligvis ikke mindst de unge, der finder fodfæste på en arbejdsplads og dermed får en kærkommen succesoplevelse, som de kan bygge videre på.
I det konkrete tilfælde stod Camilla ikke til at få stillingen, alene baseret på en skriftlig ansøgning, men ender alligevel med at få en fastansættelse. Virksomheden har på dens side fået en ny medarbejder, som de sætter stor pris på.
Det har både fra Peter Carstensens og HR afdelingens side hos Haarslev Industries ført til, at der i fremtiden vil blive kigget på, hvordan samarbejdet med Nordfyns Kommunale Ungeindsats kan udvikles. Det vil blive til gavn for både de unge, der mangler en læreplads eller et job, men også for Haarslev Industries, der kan få dækket deres rekrutteringsbehov. I den proces kan kompetenceafklaring og opkvalificering være et vigtigt redskab.
Kontaktinformation
Kantinemanager Peter Carstensen, Haarslev Industries, tlf. 61 26 33 61
Virksomhedskonsulent Bettina Fleur Hovvang, Nordfyns Kommunale Ungeindsats,
tlf. 21 38 04 31