Nordfyns Kommune logo, til forsiden

NORDFYN:DOX - stærke dokumentarfilm i Bogense i 2023

Oplev dokumentarfilm i Bogense.

Du kan til NORDFYN:DOX opleve fem forskellige filmarrangementer, debatter og samtaler om nogle af de store temaer og udfordringer, der præger vores samfund i disse år. Mød bl.a. Angela Merkel i en film om storpolitik, mærk brutaliteten i Daniel Ryes tid som gidsel, og kom tæt på døden og kernen i det at være menneske i en film om Svend Aukens sidste tid på hospice.
Filmfestivallen er ikke kun for de særligt filminteresserede, den er for os alle, når den stiller skarpt på de store spørgsmål i vores tid.

Der er også et arrangement for dig, og her får du et overblik over festivalsprogrammet:

Fredag d. 17. marts, kl. 19.30: MERKEL

En politisk storfilm om det kvindelige ikon Angela Merkel med den beskedne, men bestemte fremtoning – og om de 16 vigtige år i moderne, europæisk historie, hvor hun sad for bordenden. Baseret på en guldgrube af arkivklip og fortalt af Merkel selv.

Efter filmen er der (frivillig) mulighed for at deltage i en quiz om Angela Merkel.

Lørdag d. 18. marts, kl. 14.30: OS DER LEVER

Niels Hausgaard er vores lokale guide på en lun rundtur i Vendsyssel, hvor sandet fyger, vinden blæser, havet bruser og horisonten sætter sig i sindet. En stor bette film fra et sted i Danmark, man sjældent ser på film.
… og med masser af småkager på bordene.

Tirsdag d. 21. marts, kl. 19.00: LIGE FØR DØDEN

For 14 år siden gik instruktør Anne Wivels mand, politikeren Svend Auken, bort efter en periode med sygdom. Han tilbragte sin sidste tid på Bispebjerg Hospital, og i filmen genbesøger Wivel hospicet. Filmen er en hyldest til og beundring af livet og ikke mindst til de mennesker, som bringer glæde og mening til tiden lige inden døden.

Efter filmen reflekterer Ole Hansen, der er præst ved Bogense Kirke, over filmen sammen med publikum. Ole Hansen har tidligere været hospice-præst.

Fredag d. 24. marts, kl. 19.30: KAMPEN OM MENNESKET

Svend Brinkman, Caspar Eric, Anne Sophia Hermansen og en lang række andre af landets mest prominente stemmer bidrager til denne debatskabende film om, hvad det vil sige at være menneske. Filmen handler om vores forestillinger og idealer om at være menneske, og hvordan vi forsvarer vores menneskesyn både på samfundets store scener og i det enkelte menneskes bevidsthed.

Lørdag d. 25. marts, kl. 14.30: THE HOSTAGE TAKER

Efter den amerikanske krigskorrespondent James Foley i 2014 blev halshugget for åben skærm af ISIS, opsporede hans ven, Sean Langan, to fængslede, britiske islamister, der var involveret i henrettelsen. En af deres fanger var den danske fotograf Daniel Rye. Sean Langan lavede timelange interviews med de to briter, og hans intense interviews er kernen i instruktørparret Puk Damsgaard og Søren Klovborgs gidseldrama The Hostage Takers.

Jens Serup, gidselforhandleren, der deltog i frigivelsen af blandt andet Daniel Rye, og som medvirker i filmen, deltager i arrangementet.

Billetter og uddybet information findes på Foreningen KULTs hjemmeside.

NORDFYN:DOX er en del af DANMARK:DOX, hvor der på samme tid er 28 lokale minifestivaller på tværs af Danmark sideløbende med CPH:DOX. Den lokale filmfestival bæres af lokale ildsjæle fra Foreningen KULT.

Den lokale filmfestival skal understøtte vores nordfynske kulturmuligheder og styrke lokalt engagement og demokratiske samtaler.

Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune støtter filmfestivalen med midler fra Kultur- og Aktivitetspuljen.