Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyn: Bogense får dispensation fra lukkeloven, igen

Bogenses butikker får atter en gang mulighed for at holde åbent i påsken. Det sker, efter at Erhvervsstyrelsen har imødekommet en ansøgning fra Nordfyns Kommune om dispensation. På Nordfyn sigtes der dog efter en mere permanent løsning.

20150530Y61A9205-1600px.jpg

Formelt er det Nordfyns Kommune, der har søgt om dispensation på vegne af kommunalbestyrelsen, men ansøgningen er sendt i tæt samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme.

 

Ønsket om at blive fritaget fra lukkeloven er begrundet i, at der afholdes en "musikevent" hen over påsken under titlen "Lyden af Nordfyn". Eventen vil foregå fra Skærtorsdag (6. april) med daglige koncerter frem til 2. Påskedag (10. april). Samme event blev afholdt i påsken sidste år, og udløste også her en dispensation.

 

Borgmester: Dispensation er godt, men vi går efter lovændring

Det er ingen hemmelighed, at Nordfyns Kommune gennem flere år målrettet har arbejdet på at få ændret reglerne, så Bogenses butikker får mulighed for at holde åbent på årets store helligdage. Den mulighed har butikker i andre byer, der lever af turisme, så det bør butikkerne i Bogense også have.

 

Borgmester Morten Andersen siger:

    - Vi er selvfølgelig glade for, at Erhvervsstyrelsen igen giver dispensation, men det er en permanent løsning, vi går efter. Reglerne skal ganske enkelt laves om, og det har jeg også lyttet mig frem til, at der er opbakning til både blandt vekslende ministre og de fynske folketingsmedlemmer.

 

Bogense Handelsstand forening: Vi vil så gerne servicere turisterne

Den kommende formand for Bogense Handelsstandsforening Jeppe Knudsen siger:

     - Vi ønsker bare at servicere alle de turister, der kommer til Bogense i påskedagene. Både i Bogenses Marina og på campingpladserne bliver sæsonen for alvor skudt i gang i påsken, og så er det en kold klud i ansigtet, når turisterne som det første bliver mødt af lukkede butiksdøre. Det strider mod sund fornuft, især når vi kan se at butikker i tilsvarende kystbyer slår dørene op.

 

Så sent som i maj 2022 havde Nordfyns Kommune besøg af den daværende erhvervsminister Simon Kollerup. Der blev ved den lejlighed givet håndslag på i fællesskab at arbejde for en løsning, men så kom valget, og siden er der ikke kommet konkrete resultater ud af arbejdet.

 

Borgmester Morten Andersen understreger, at Nordfyns Kommune sammen med handelslivet vil fortsætte arbejdet for at få loven lavet om.

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47
Kommende formand for Bogense Handelsstandsforening Jeppe Knudsen, tlf. 61631140