Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.
Det er en betingelse for tilladelsen,
-
at der kan meddeles byggetilladelse til det ansøgte byggeri,
-
at byggeriet opføres efter det indsendte tegningssæt - D2024-132743 Mejerivej 5A 5400 Otterup_Myndighedssæt.pdf,
-
at der tinglyses servitut på ejendommen inden der meddeles byggetilladelse om, at den opførte bebyggelse kun må anvendes som én bolig.
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år,
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.
Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 18/9-2024.
Landzonetilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet dvs. d. 16/10-2024.
Faktiske forhold
Den 6/7-2022 er der indsendt ansøgning om opførelse af nyt enfamilieshus på den daværende ejendom matr. nr. 19d Ringe by, Nr. Nærå, beliggende Mejerivej 5A, 5450 Otterup. Ejendommen lå umiddelbart syd for matr. nr. 19f.
Den 7/11-2019 blev der ansøgt om nedrivning af beboelsesbygningen på matr. nr. 19d Ringe by, Nr. Nærå, beliggende Mejerivej 5A, 5450 Otterup. Bygningen på ejendommen blev nedrevet da den var beskadiget af brand.
Ansøgningen om opførelse af enfamilieshus blev behandlet og der blev d. 21/11-2023 meddelt landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehus på 260m2.
Landzonetilladelsen blev altså meddelt ud fra den forudsætning, at det nye enfamilieshus skulle opføres som erstatning for den eksisterende bebyggelse på ejendommen.
Efter at landzonetilladelse er meddelt bliver Nordfyns Kommune gjort opmærksom på, at det kortbilag der er indsendt sammen med ansøgningen ikke er retvisende. I perioden mellem ansøgningen og den meddelte landzonetilladelse, har ejeren fået de to ejendomme sammenlagt matrikulært til den nuværende matr. nr. 19d Ringe by, Nr. Nærå. På tidspunktet for landzonebehandlingen er der hermed kun én ejendom med en beboelsesbygning.
Ansøger oplyser, at sammenlægningen af de to ejendomme er sket ved en fejl og der i stedet skulle være foretaget en arealoverførsel sådan, at de to ejendomme var bibeholdt.
Ejendommen matr. nr. 19f Ringe by, Nr. Nærå er i dag en beboelsesejendom på 9455m².
Nordfyns Kommune meddelte på den baggrund afslag d. 6/3-2024. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet. Nordfyns Kommune har efterfølgende revurderet sagen og har hjemkaldt sagen fra Planklagenævnet da det vurderes, at der bør meddeles landzonetilladelse, da den tidligere beboelsesbygning på ejendommen er nedbrændt og at sammenlægningen blev foretaget uden at konsekvenser blev overvejet.
Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.
Ansøgningen
Der er søgt om tilladelse til udstykning af den eksisterende bebyggelse på 19f Ringe by, Nr. Nærå, Mejerivej 5A, 540 Otterup sådan at den nye grund får et areal på ca. 2409m2 og samme vejadgang som tidligere. Der ansøges samtidig om opførelse af ny boligbebyggelse på restejendommen.
Boligen ønskes opført med et bebygget areal på ca. 310m2 samt et overdækket areal på ca. 55m2.

Ejendommen
Ejendommen ligger i landzone og er en beboelsesejendom på ca. 9455m2. Ejendommen ligger i det åbne land med nærmeste nabo ca. 85m mod nord.
I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR.registret, er der på ejendommen noteret 5 bygninger:
-
Bygning 2 er i BBR registreret til bygning til industri på 136m2
-
Bygning 3 er i BBR registreret til bygning til industri på 218m2
-
Bygning 4 er i BBR registreret til bygning til industri på 151m2
-
Bygning 5 er i BBR registreret til bygning til industri på 97m2
-
Bygning 6 er i BBR registreret til bygning til garage på 65m2
Ejendommens bygninger udlejes delvis til beboelse, selvom de ikke er godkendt til dette.
Kommuneplan
Ejendommen er ikke omfattet af kommuneplanramme i Nordfyns Kommuneplan 2021-2033.
Øvrige bindinger/udpegninger
-
Åbeskyttelseslinie
-
Jordforurening
Der er V1 forurening på ejendommen. Region Syddanmark har kortlagt Mejerivej 5A, 5450 Otterup. Kortlægningen er sket på baggrund af en nedgravet 20.000 liters olietank jf. Region Syddanmarks brev af den 29. august 2022. Det kræves således ikke en § 8 tilladelse jf. Jordforureningsloven.
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
Ansøgningen har d. 9/7-2024 været sendt i naboorientering og der indkom ingen bemærkninger fra naboer. Den nærværende ansøgte bygning har ca. samme placering og visuelle udtryk. Nordfyns Kommune vurderer på denne baggrund, at der ikke er behov for at fremsende ansøgningen i fornyet naboorientering.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.
Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at det ansøgte byggeri er tilpasset landskabet, og at det ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Der er lagt vægt på
-
at det ansøgte får omtrentlig samme placering som den nedbrændte bebyggelse,
-
at der tinglyses servitut om den nye bebyggelse kun kan anvendes til én bolig,
-
at udstykningen af den nye ejendom har omtrentlig samme størrelse som den ejendom, som for nyligt blev sammenlagt under matr.nr. 19f.
Nordfyns Kommunes vurderer, at det ansøgte vil have en begrænset påvirkning af de landskabelige forhold i området og naturen omkring det ansøgte.
Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.
Natura 2000
Nordfyns Kommune vurderer, at byggearbejdet ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.
Retsregler
Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.
Planlov
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2021-33 for Nordfyns Kommune.
Øvrig lovgivning
Der er ikke taget stilling til øvrig lovgivning som f.eks. byggeloven, landbrugslov, skovloven mv.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00-15.00 |
Tirsdag | 09.00-15.00 |
Onsdag | 09.00-15.00 |
Torsdag | 09.00-17.00 |
Fredag | 09.00-13.00 |