Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Indkaldelse af idéer og forslag til et nyt boligområde syd for Strandvejen i Otterup

Kom med input til planlægningen for et nyt boligområde i den østlige del af Otterup senest den 1. december 2022.

Type
Høring
Høringsfrist
01.12.2022
Område
5450 Otterup
Lagt online
17.11.2022

Læs mere om den forestående planlægning via dette link: Indkaldelse af idéer og forslag.

Baggrund og formål

Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at igangsætte udarbejdelsen af et nyt plangrundlag for et nyt boligområde syd for Strandvejen i Otterup. Beslutningen er i overensstemmelse med ønsket om at understøtte udviklingen af bosætningsmulighederne i Otterup.

Den politiske behandling af ansøgningen tog udgangspunkt i en helhedsplan, der omfatter hele matr.nr. 5an Hjorslev By, Otterup og udlægger området til boligformål. Med realisering af helhedsplanen vil området kunne rumme omkring 185 boliger i blandede boligtyper som rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse. På nuværende tidspunkt er der i kommuneplanen udelukkende fastsat rammer for udviklingen af en del af matr.nr. 5an Hjorslev By, Otterup igennem kommuneplanramme B.32. For at helhedsplanen kan realiseres kræver det således, at hele matr.nr. 5an Hjorslev By, Otterup udlægges til boligformål i kommuneplanen gennem et kommuneplantillæg, der udvider afgrænsningen af rammeområde B.32.

Idéfasen er første fase i en lang række aktiviteter frem mod et plangrundlag der kan realiseres. I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med forslag og idéer til udviklingen af den del af helhedsplanen, der ikke er fastsat rammer for i kommuneplanlægningen. Med dette debatoplæg indkalder Nordfyns Kommune idéer og forslag til den videre planlægning af henholdsvis kommuneplantillæg og lokalplan.

I forbindelse med at planarbejdet sættes i gang, vil Nordfyns Kommune jf. Planlovens § 23c gerne høre dine bemærkninger til den forestående planlægning. Du kan for eksempel komme med idéer og forslag til:

  • Hvad den forestående planlægning skal tage højde for

  • Hvilke boligtyper skal der primært fokuseres på

  • Placering af boliger og udearealer

  • Veje, stier og parkering

  • Hvilke funktioner bør indtænkes i udviklingen af området så det bliver attraktivt for mange

Det videre forløb

Idéer og forslag til det videre planarbejde skal være modtaget af Nordfyns Kommune senest torsdag den 1. december 2022.

Send gerne en e-mail til plan@nordfynskommune.dk, mærket ”Idéfase B32 Otterup”.

Du kan også sende et brev til: Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense.

Bemærkningerne vil indgå i det videre planarbejde og blive forelagt kommunalbestyrelsen. Når Kommunalbestyrelsen har godkendt planforslagene, skal de sendes i offentlig høring. I høringsperioden har alle mulighed for at indsende indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag til kommuneplantillæg og lokalplan inden Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse.

Først efter den endelige vedtagelse af Kommuneplantillæg og Lokalplan kan lokalplanens muligheder realiseres.

Spørgsmål kan rettes til Planafdelingen på tlf.: 3058 6203 eller 2346 2714.

Indkaldelse af idéer og forslag

Ifølge planloven kan Kommunalbestyrelsen vedtage ændringer til den gældende kommuneplan i form af kommuneplantillæg. Hvis ændringerne ikke er varslet i en planstrategi, og de er af væsentlig karakter, skal Kommunalbestyrelsen indkalde forslag og idéer til den forestående planlægning, ved en offentlig høring, efter planlovens § 23c., før udarbejdelsen af et kommende planforslag.

 

Bemærk: Dokumentet, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt teknisk@nordfynskommune.dk.