Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Forebyggelse af mågegener

Det er vigtigt at forebygge mågegener. Indsatsen skal både forhindre, at mågerne bygger rede og forhindre mågernes adgang til føde i byen

Nem adgang til føde kan fremme, at mågerne forsøger at bygge rede i nærområdet. Det er derfor væsentligt at begrænse mågernes adgang til føde i byen ved at sørge for, at der ikke henkastes affald, og at mågerne ikke har adgang til at rode i skraldespande mv.

Den mest effektive måde at begrænse gener er at forhindre, at mågerne bygger rede. Der findes en række metoder til at forhindre, at måger bygger rede og tager ophold – både metoder, der forhindrer måger i at lande og metoder, der skræmmer mågerne væk. Valget af metode og effektiviteten vil afhænge af den enkelte situation.

Måger foretrækker at bygge reder på flade tage, eller andre steder, hvor reden kan ligge stabilt, for eksempel bag skorstene og lignende.

Hvis man forhindrer mågerne i at kunne lande, forhindrer man også, at de bygger rede. Det kan man gøre ved at skræmme eller ved at montere net, wirer eller pigge på de steder, hvor mågerne ellers vil bygge rede. Wirer og pigge kan også monteres på tagrygge, så mågerne ikke tager ophold.

Særligt udformede net, der forhindrer mågerne i at lande, er især anvendelige på flade tage. De er effektive, men har de ulemper, at de kan være dyre at vedligeholde, de passer ikke nødvendigvis til bygningen, og fuglene kan blive viklet ind i nettet.

Wirer kan have samme effekt som net, men fuglene vikles ikke ind i wirerne. Wirer er heller ikke så synlige som net.

Pigge er særligt anvendelige på mindre, svært tilgængelige steder, såsom bag skorstene mv. Pigge er ikke så synlige, men er omvendt ikke så anvendelige på større flader. Det er vigtigt, at piggene monteres med passende afstand.

For alle tre løsninger gælder, at de skal monteres korrekt for at virke. De vil sandsynligvis blot medføre, at mågerne flytter et andet sted hen, så det kræver en fælles indsats for at komme generne effektivt til livs.

Man kan også forsøge at skræmme mågerne fra at lande ved brug af lyd, men den metode er ikke særligt egnet i bymæssig bebyggelse.

Reguleringskorps

Danmarks Jægerforbund har et reguleringskorps, som dels kan stå for regulering af skadedyr, men som også kan rådgive og vejlede om, hvordan man undgår gener fra eksempelvis måger.

På Jægerforbundets hjemmeside kan du finde ud af, hvem der er reguleringskoordinator for Danmarks Jægerforbund på Fyn. 

Bemærk: Dette dokument opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt teknisk@nordfynskommune.dk.

Natur og Miljø, Otterup Rådhus
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09.00 - 15.00

Tirsdag

09.00 - 15.00

Onsdag

09.00 - 15.00

Torsdag

09.00 - 17.00

Fredag

09.00 - 13.00