Betonbunker og rullebaner - tyskernes besættelse af Nordfyn

Den 4. maj 2020 om aftenen er det 75 år siden, at Danmark, efter fem års besættelse af tyskerne, atter blev frit. 


75 året for Befrielsen skulle have været fejret over hele landet. Meget af fejringen er udsat pga. coronakrisen, men på Nordfyn er det faktisk muligt at tage en rejse tilbage i tiden og opleve nogle af de steder, der havde betydning under besættelsen. 

 
Tag en tur til Beldringe lufthavn (Lufthavnvej 136, 5270 Odense NV) og oplev bl.a. de bunkere, som stadig ligger her. 

Lufthavnen var oprindelig én af fire nye flyvepladser, som den tyske besættelsesmagt etablerede i 1944-45 i Danmark . Man beslaglagde områder fra omkringboende landmænd og anlagde en startbane  og  rullebaner - som stadig kan ses. Man byggede fem bunkere og rykkede ind i Rosendal, som er den gamle gård, der ligger lige ved siden af den nuværende lufthavn. Der var også fem maskingeværstillinger. 
 
Den nærliggende Allesø-hallen er oprindelig en tysk hangar. Der blev bygget en 10 km lang taxi/rullebane rundt om hele området som også gik gennem Allesø by. Enkelte strækninger er stadig bevaret . Det beslaglagte område var på ca. 3000 tønder land. Flyvepladsen kom aldrig helt i brug, men blev dog brugt til øvelsesflyvning, og ved 2. Verdenskrigs slutning stod der 60 tyske fly evakueret fra øst-området. Biler og andet materiel blev udsat for sabotage. Ved krigens slutning og årene efter var flyvepladsen og Allesø anvendt som lejr for 1500 tyske flygtninge, børn, unge, kvinder og ældre . Det er kulturarv af national betydning og har du lyst til at vide mere om 2. Verdenskrig kan du når coronakrisen er ovre besøge Besættelsesmuseum Fyn, holder til i gården Rosendal. 
 
Når du ankommer til lufthavnen Bladstrupvej-Lufthavnsvej kommer du først forbi en kommandobunker. Den er nu en del af Besættelsesmuseum Fyn. En bunker ligger synlig inden for hegnet og der er én på nabogårdens mark. Rosendal ligger der som nævnt endnu. Forskellige våben og tankspærringer, såkaldte ’panserbukke’. De ses udenfor.


Kommandobunker med spanske ryttere foran

Kommandobunker med panserbukke foran.