Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Landzonetilladelse til opførelse af garage på 68 m2.

Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til opførelse af garage på matr. nr. 6a Østrup By, Østrup på adressen Klintebjergvej 70, 5450 Otterup.

Type
AfgørelseZonetilladelse
Klagefrist
03.11.2022

Område
5450 Otterup
Lagt online
06.10.2022

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Landzonetilladelsen er meddelt på betingelse af følgende vilkår:

  • at garagen ikke må anvendes til erhvervsmæssigt brug.

  • at garagen opføres med den ansøgte placering, materiale- og farvevalg.

  • at beplantningen omkring ejendommen bevares. Beplantningen skal vedligeholdes i fornødent omfang, herunder ved eventuel gentilplantning.

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 6. oktober 2022.

Ansøgningen

Der er ansøgt om at opføre en garage på 11,4 m x 6 m (68 m2) på ejendommen. Garagen har en højde på 5,3 m og ønsket placeret ca. 5 m nordvest for ejendommens eksisterende bebyggelse. Garagen opføres med et symmetrisk saddeltag med en hældning på 40 grader. Ansøger oplyser, at garagen opføres med træbeklædning på facader og med stråtag i lighed med det på den eksisterende bebyggelse. På garagens nordvestlige side vil der være fire hejseporte. Farve på hejseporte og træbeklædning vil enten være i natur, mørkebrun eller sort.

Ansøger har også ansøgt om opførelse af en ikke-opvarmet havestue på 31,5 m2 (6,28 x 5,02 m) og med en højde på maksimalt 3,9 m, placeret 1 meter nordøst for ejendommens eksisterende bebyggelse. Havestuen skal opføres med en ensidig taghældning og en højde stigende fra 2,37 m til 3,88 m, højest ind mod eksisterende bebyggelse. Ansøger oplyser, at havestuen opføres i en konstruktion af hvidt træ. Nederst i en højde på ca. 75 cm vil der være hvide tavler opført i murværk. Det resterende vil fremstå i hærdet glas.

Nordfyns Kommune vurderer, at der jf. planlovens §36 stk. 8 ikke er krav om landzonetilladelse til opførelse af havestuen. Til grund for denne vurdering ligger også, at havestuen er placeret i ejendommens have, og dermed er den ikke er synlig for naboerne. Derudover vil havestuen ikke være synlig fra Østrup Kirke.

Nedenfor er vist ejendommens afgræsning.

Figur 1: Luftfoto 2022. Oversigtskort over Østrup, der viser ejendommens placering, markeret med en rød linje. Nedenfor er vist garagens placering.
Figur 1: Luftfoto 2022. Oversigtskort over Østrup, der viser ejendommens placering, markeret med en rød linje. Nedenfor er vist garagens placering.
Figur 2: Oversigtskort placering af garage.
Figur 2: Oversigtskort placering af garage.
Figur 3: Oversigtskort, der viser placering af havestue.
Figur 3: Oversigtskort, der viser placering af havestue.

Faktiske forhold

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone og er en beboelsesejendom med et matrikulært areal på 5.979 m2.

I henhold til BBR-registret, er der på ejendommen noteret følgende bygning:

  • Bygning 1: Fritliggende enfamiliehus, bebygget areal 225 m2

  • Bygning 2: Udhus med et bebygget areal på 120 m2

  • Bygning 3: Udhus med et bebygget areal på 168 m2

  • Bygning 4: Udhus med et bebygget areal 100 m2

Planforhold

Ejendommen ligger inden for følgende udpegninger i Nordfyns Kommuneplan 2017-2029:

  • Større uforstyrrede landskab

  • Kommuneplanramme BE24, Østrup Bevaringsværdig

  • Kulturarvsareal

  • Bevaringsværdigt kulturmiljø

  • Kirkebyggelinjen

  • Fredet område

  • Kystnærhedszonen

  • Skovrejsning, uønsket

  • Område med drikkevandsinteresse (OD)

  • Indvindingsopland

  • Nitratfølsom indvindingsområde (NFI)

Det er vurderet at udpegningerne skovrejsning, uønsket, område med drikkevandsinteresse (OD), indvindingsopland og nitratfølsom indvindingsområde (NFI) ikke er relevante i forhold til det ansøgte.

Østrup er udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø. I Nordfyns Kommunes kulturarvsatlas er der beskrevet, at:

  • Området er især sårbart i tilfælde af nedrivning af væsentlige bygninger/længer i landsbyen. Desuden kan istandsættelse og energirenovering, som ikke tager hensyn til bebyggelsens arkitektur, være skadelig. Det gælder især pudsning af murede facader og etablering af ny tage med udhæng, hvor dette ikke er en del af den oprindelige arkitektur. Ligeledes bør anvendelse af sorte/blanke tegl i landsbyen undgås.

  • De åbne kig mod Østrupgård er sårbare over for beplantning og bebyggelse.

  • Ny bebyggelse kan primært ske som erstatning for ikke-bevaringsværdig, nyere bebyggelse.

  • Ny bebyggelse må ikke virke dominerende i skala, farvevalg eller arkitektur, og må ikke skærme for kig til Østrupgård.

Det vurderes, at garagen med den ansøgte placering ikke påvirker det åbne kig til Østrupgård fra omkringliggende bebyggelser, veje eller opholdsarealer. Det vurderes også, at garagen med dens placering, udseende, omfang, materiale- og farvevalg i form af en facade i træbeklædning i enten natur, mørkebrun eller sort, saddeltag af stråtag tager hensyn til den eksisterende bebyggelse og landsbyens bebyggelsesstruktur.

Jf. Nordfyns Kommuneplans retningslinje for landskab, nr. 3.5.4 skal de større uforstyrrede landskaber friholdes for høje og/eller støjende anlæg, og der kan kun etableres anlæg i ganske ubetydeligt omfang, og kun såfremt områdets karakter af uforstyrrethed ikke påvirkes.

Det vurderes, at garagen ikke at har betydning for det større uforstyrrede landskab. Til grund for denne vurdering ligger udover allerede nævnte vurderinger, at garagen opføres i en landsby og bag eksisterende bevoksning, og derved påvirker garagen ikke eventuelle udsigtsretninger over det uforstyrrede landskab.

Jf. Nordfyns Kommuneplans kommuneplanramme BE24, Østrup Bevaringsværdig skal ny bebyggelse følge den stedlige byggetradition, og en sammenhængende og harmonisk helhed i landsby miljøet skal fremmes. Det vurderes, at garagen følger Østrups stedlige byggetradition jf. tidligere nævnte vurderinger, herunder placering, udseende, omfang, materiale- og farvevalg.

Jf. Nordfyns Kommuneplans retningslinje for kulturarv, nr. 1.3.2 kan der i de særlige kulturhistoriske beskyttelsesområder, herunder kulturarvsarealer alene meddeles tilladelse til aktiviteter, herunder bebyggelser, såfremt der er tale om aktiviteter af ganske ubetydeligt omfang, og at de pågældende beskyttelsesinteresser ikke tilsidesættes. Det vurderes, at en garage på 68 m2 set i sammenhæng med ejendommens samlede bygningsmasse på 613 m2 er en aktivitet af ganske ubetydeligt omfang.

Jf. Nordfyns Kommuneplans retningslinje for kulturarv, nr. 1.3.7 kan der inden for kirkebeskyttelseszonerne kun etableres bebyggelser, såfremt dette ikke påvirker udsigten til og fra kirkerne. Retningslinjen supplerer Naturbeskyttelseslovens §19, hvoraf det fremgår, at der ikke må opføres bebyggelse med en højde over 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.

Garagen er beliggende inden for bymæssig bebyggelse, den får en højde på 5,3 meter og placeres, således den ikke påvirker udsigten til eller fra kirken. På den baggrund vurderes kirkebeskyttelseslinjen ikke at blive påvirket. Man vil på en vinterdag, hvor der ikke er løv på træerne godt kunne se garagen fra kirken området, men med sit stråtag falder garagen godt i med omgivelserne.

Udpegningen som fredet område har baggrund i Exner fredningen af Østrup Kirke, der blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 18. juli 1985.

Fredningsnævnet har den 16. maj 2022 meddelt dispensation til opførelse af garage og havestue med de ansøgte placeringer, samt materiale- og farvevalg, idet det ansøgte ikke vil påvirke den frie udsigt til og fra kirken eller ved deres udseende og materialevalg virke skæmmende på kirkens næromgivelser på en sådan måde, at det er i strid med fredningens formål.

Jf. Nordfyns Kommuneplans retningslinje for kystnærhedszonen, nr. 3.9.2 kan der som hovedregel kun meddeles landzonetilladelse i kystnærhedszonen, såfremt det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser. Bygninger skal indpasses i landskabet. Hvis de tillades opført uden tilknytning til eksisterende bygninger, skal de desuden afskærmes af beplantning i nødvendigt omfang under hensyn til værdierne i det omgivende landskab.

Det vurderes, at den ansøgte garage er af begrænset omfang set i forhold til den samlede bygningsmasse på ejendommen. Afstanden til nærmeste kyst er ca. 2,1 km, og derfor vurderes garagen ikke at have betydning for oplevelsen af de åbne kyster. På den baggrund vurderes den ansøgte garage ikke at have betydning for de åbne kysters natur- og landskabsværdi.

Ansøgningen skal foruden kommuneplanen også vurderes i forhold til planlovens formål og hensynene bag planlovens landzonebestemmelser. Herunder hensynet til naboerne, hensynet til landskabet og hensynet til kulturhistoriske elementer.

Besigtigelse og orientering

Kommunen har ikke besigtiget ejendommen.

Ansøgningen har været sendt i naboorientering hos dine naboer i perioden 1. september 2022 til den 15. september 2022, samt i fornyet naboorientering hos Østrup/Skeby Menighedsråd i periode fra 20. september til 4. oktober 2022, da der var sket en fejl i forsendelsen i den første naboorientering.

Østrup/Skeby Menighedsråd har bemærket, at de har godkendt opførelsen af garage og udestue. Der er ikke indkommet yderligere bemærkninger.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at der kan meddeles landzonetilladelse til garagen med den ansøgte placering, omfang, materiale- og farvevalg i form af en facade i træbeklædning i enten natur, mørkebrun eller sort, helvalmet saddeltag beklædt med strå. Til grund for denne vurdering ligger, at garagen opføres i tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelse. Det vurderes også, at garagen med dens placering, omfang, materiale- og farvevalg tager hensyn til udpegninger som større uforstyrrede landskab, kommuneplanramme BE24, Østrup Bevaringsværdig, kulturarvsareal, bevaringsværdigt kulturmiljø, kirkebyggelinjen, fredet område og kystnærhedszonen

Kommunen vurderer, at garagen således visuelt er tilpasset omgivelserne og ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.

Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn, som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.

Natura 2000

Nordfyns Kommune vurderer, at det ansøgte ikke vil have væsentlige indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske en forringelse eller beskadigelse af yngle- vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatbekendtgørelsen. Det nærmeste natura-2000 området ligger i en afstand af ca. 2,1 km mod sydvest.

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.

Landzonen skal i følge planloven friholdes for bebyggelse, der ikke er nødvendig for driften af skovbrug, landbrug eller fiskeri.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer

Kommuneplan 2017-29 for Nordfyns Kommune.

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videre-sender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.