Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Midgårdsormen i Otterup fylder 25 år

Kom og vær med til at fejre den snoede skulptur, der har været en del af Otterups bymidte siden år 2000

Den 21. oktober 2025 er det 25 år siden, at den store Midgårdsorm snoede sig ind i Otterups bymidte. Skulpturen, der er skabt af kunstneren Jørgen Meier Larsen med hjælp fra stenhugger Hans Kelbøl, blev opført i år 2000. Midgårdsormen har i to og et halvt årti været et kærkomment byrumselement — et sted hvor børn leger, og hvor byens historie møder nutidens hverdag.

 

I anledning af jubilæet inviterer Nordfyns Biblioteker og Kultur & Fritid, Nordfyns Kommune til en række aktiviteter, der sætter fokus på Midgårdsormens historie, kunstneriske udtryk og mytologiske rødder.

Udstilling på Otterup Bibliotek

På Otterup Bibliotek kan du i oktober opleve en lille udstilling om tilblivelsen af Midgårdsormen i år 2000 – med billeder og fortællinger fra dengang skulpturen blev til. Udstillingen er skabt i samarbejde med Otterup Lokalhistoriske Arkiv.

Biblioteket udstiller desuden børne- og ungdomsbøger med vikingetiden som tema, så både børn og voksne kan gå på opdagelse i de gamle fortællinger om guder, helte og mytiske væsener.

Familieforestilling: Thor og Midgårdsormen

Fejringen kulminerer, når Nordfyns Bibliotek inviterer til fortælleteatret ”Thor og Midgårdsormen”, hvor publikum kan opleve kampen mellem den stærke tordengud og den mægtige orm – fortalt med humor, drama og nordisk mytologi som ramme.

Forestillingen afvikles på Otterup Bibliotek lørdag den 25. oktober 2025, kl. 10.30, og der er gratis adgang – men husk at reservere plads på bibliotekets hjemmeside (link: Thor og Midgårdsormen | DPL CMS).

Forestillingen er sjovest for 4-10-årige og deres familier.

Midgårdsormen har snoet sig gennem 25 år af Otterups byliv – og nu er det tid til at fejre både kunsten, myterne og fællesskabet.

Vi glæder os til at fejre Midgårdsormen med jer.

Fakta om Midgårdsormen

  • Kunstner: Jørgen Meier Larsen.
  • Stenhugger: Hans Kelbøl.
  • Afsløret: 21. oktober 2000.
  • Materialer: rød granit (ormen) og bronze (Thor) – stenene vejede i gennemsnit 5 tons.
  • Størrelse: hovedet er 2,4 m højt
  • Symbolik: de 9 pukler = de gamle 9 sogne i Otterup Kommune.
Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00