
På Arkitekturens Dag, mandag den 6. oktober, fik ejerne, Gunhild og Jens Ole Bentzen, sig en glædelig overraskelse. Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm og Plan og Kulturchef, Åse Nielsen dukkede op for at overrække Nordfyns Kommunes Bevaringspris 2025 og hylde det store arbejde, parret har lagt i ejendommen på Fredskovstien 12.
Bevaringsprisen
Bevaringsprisen er indstiftet af Nordfyns Kommune for at fremhæve vellykkede renoveringsprojekter af bevaringsværdige bygninger. Formålet er at synliggøre betydningen af bygningsbevaring for kommunens kulturarv - og at give ejerne af de velholdte bygninger den anerkendelse, de fortjener.
Derfor vinder Fredskovstien 12
Ejendommen, der stammer fra 1860, har en bevaringsværdi 2 ifølge Nordfyns Kommunes Kulturarvsatlas. Huset er bygget af materialer fra en tidligere stampemølle og fremstår i dag som et fornemt eksempel på, hvordan man kan kombinere istandsættelse med nænsom respekt for historien.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm, udtaler:
"Ejere af bevaringsværdige bygninger påtager sig et stort ansvar - både praktisk og økonomisk - når de vælger at vedligeholde og restaurere med respekt for historien. Med Årets Bevaringspris ønsker vi at hylde det engagement, der er lagt i Fredskovstien 12. Ejendommen er et smukt eksempel på, hvordan man kan bevare kulturarven for kommende generationer."
Siden de overtog ejendommen, har ejerne gennemført en lang række renoveringer. Indvendigt er huset blevet nænsomt moderniseret med respekt for den oprindelige arkitektur, og der er isat koblede vinduesrammer. Udvendigt er stråtaget løbende udskiftet, og i 2001 blev nordfacaden genopført i bindingsværk efter at murværk og træværk var nedbrudt. Senest, i 2021, blev sydfacaden renoveret - inklusive bundrem, murværk og nyt bindingsværk - alt udført af specialiserede håndværkere.
Prisen
Som en anerkendelse for ejernes indsats modtog de en plakette, et diplom og et gavekort på 5.000 kr. til de nordfynske butikker.
Kontaktinformation
Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget, tlf.: 21 15 30 82
Åse Nielsen, Plan- og Kulturchef, tlf.: 21 52 36 83