Den nordfynske miljøpris går til Orkla i Søndersø

05.03.2020

Den nordfynske miljøpris går i år til Orkla Confectionery & Snacks Danmark i Søndersø. Prisen tildeles for et unikt varmeprojekt, hvor overskudsvarme indgår fjernvarmeforsyningen i stedet for at forsvinde i den blå luft.

 

Foto: Orkla Confectionery & Snacks

 

    - Som lokal virksomhed ser vi det som vores ansvar at bidrage til lokalsamfundet. Initiativet med overskudsvarme er et led i vores løbende arbejde på at reducere vores CO2-aftryk. Derfor er vi også glade for at modtage Nordfyns Kommunes Miljøpris, siger Supply Chain direktør Jette Bruun fra Orkla Confectionery & Snacks.

 

Anders Thingholm: Effekten er stor

Miljøprisen blev overrakt af Teknik- og Miljøudvalgets formand Anders Thingholm på generalforsamlingen i Nordfyns Erhverv og Turisme. Ifølge Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget, er omlægningen af energisektoren helt afgørende i den grønne omstilling.

    - Det bidrager Orkla Confectionery & Snacks Danmark i Søndersø væsentligt til med det her varmeprojekt. Da virksomheden tilmed er stor, er effekten tilsvarende høj. Fortællingen om, at en endnu større del af borgernes varme kommer fra overskudsvarme frem for afbrænding, luner også godt på samvittigheden i en situation, hvor alle skal yde et bidrag til den grønne omstilling, siger Anders Thingholm.

 

Det er andet år i træk, at den nordfynske miljøpris uddeles. Miljøprisen går til en virksomhed, som gennem handling tager hensyn til miljøet. Indstillede virksomheder vurderes efter tre kriterier:

  • Effekt for miljø
  • At tiltaget er integreret bredt i virksomheden
  • At tiltaget rummer innovative løsninger

Orkla Confectionery & Snacks Danmark i Søndersø har i flere år sendt overskudsvarme ud i fjernvarmenettet svarende til opvarmning af 400 parcelhuse. Virksomheden forventer, at kunne levere grøn varme til ca. 200 boliger mere og reducere CO2 udledningen med yderligere 350 tons/år i forbindelse med installering af en ny køler. Dette arbejde er påbegyndt.

 

Gode miljøprojekter fortjener at blive synliggjort

Miljøprisen uddeles igen til næste år, og der er mulighed for at indstille kandidater til miljøprisen på kommunens hjemmeside.

    - Jeg kan registrere, at der er rigtig mange gode initiativer i gang i hele kommunen. Alle disse initiativer fortjener at blive synliggjort, og det håber jeg på, at miljøprisen kan være med. Miljøprisen skal vise, at den grønne omstilling har godt fat på Nordfyn, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm.

 
Kontaktinformation

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, mobil 2115 3082
Supply Chain direktør hos Orkla Confectionery & Snacks, Jette Bruun, mobil 2940 1656