FN's Verdensmål: Giv dit løfte til verden

20.09.2019

Nordfyns Kommune sætter nu gang i en kampagne, der skal støtte op om FN's verdensmål. Med kampagnen bliver kommunens borgere inviteret til at give et "verdensløfte", som er den enkeltes bidrag til, at verdensmålene bliver andet og mere end ord. 

 
 

Med startskud 27. september bliver en ny kampagne synlig på Nordfyns Kommunens Biblioteker i Otterup, Bogense og Søndersø. Kampagnen giver borgerne mulighed for at give deres personlige løfte til verden om, hvordan man hver især vil støtte de 17 verdensmål.  Det kan være, at man vil cykle på arbejde i stedet for at tage bilen, vil skære ned på sit kødforbrug, eller give et bidrag til en u-landsorganisation, eller noget helt fjerde.

 

Mette Landved-Holm, formand for Erhvervs- Kultur- og Fritidsudvalget, understreger, at verdensmålene dækker mange temaer, og at man derfor gerne vil have løfter inden for alle de 17 verdensmål.

    - Verdensmålene handler om bæredygtige byer og lokalsamfund. De handler om livet på land og i vand, og de handler om en helt masse andre ting, som berører os, og som vi hver især kan bidrage til. Derfor hilser vi alle løfter, små som store, velkomne, siger Mette Landtved-Holm.

 

Lille eksempel med stor virkning

Bibliotekerne giver også deres helt eget løfte til verden. Lånerne på de nordfynske biblioteker bruger årligt omkring 10.000 almindelige plasticposer, når de låner materialer med hjem. Det repræsenterer en unødvendig klimabelastning, og det prøver bibliotekerne at rette op på ved at gå over til "låneposer".

    - Vi indfører genbrugsposer, der er til låns på samme måde, som du låner bøger. Man kan sige, at låneposerne understreger biblioteket som det bæredygtige projekt, det hele tiden har været, nemlig som et sted, hvor bøger er til låns, og hvor man deler viden, oplevelser og inspiration, siger Mette Landtved Holm.

 

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm roser initiativet:

    - I Nordfyns Kommune arbejder vi på alle fronter på at sætte fokus på FN's 17 verdensmål. Det gør kommunen indadtil som virksomhed, og udadtil i vores borgerrettede indsatser. Vi ved, at selv små tiltag kan gøre en stor forskel for miljøet. Derfor giver det også rigtig god mening at sætte fokus på at begrænse brugen af plastik ved at tilbyde, at man kan låne en bæredygtig pose sammen med bøgerne. Det gælder om, at vi tænker verdensmålene ind i hverdagen, og det er det her et godt eksempel på, siger Anders Thingholm.

 

Sådan laver du dit eget verdensløfte

Mette Landtved Holm søsætter kampagnen "Et verdensløfte" fredag den 27. september 2019 kl. 14.00 på Otterup Bibliotek. Her kan man ved samme lejlighed se en udstilling om FNs verdensmål. Der bliver budt på en forfriskning i forbindelse med "premieren". Alle er velkomne.

 

Du laver dit personlige løfte til verden ved at lave et opslag på Instragram med hashtagget #Verdensløfte, eller du møder op på bibliotekerne i Otterup, Søndersø eller Bogense.

 
Kontaktinformation

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, tlf. 61 19 15 27
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, tlf. 21 15 30 82

Chef for Plan og Kultur Åse Nielsen, tlf. 21 52 36 83