Kommuner stiller skarpt på samspillet med borgere

29.01.2019

Politisk ledelse og nye samspilsformer. Det var overskriften for et netværksmøde for syv kommuner, som Nordfyns Kommune i dag har været vært for på Bogense Rådhus

 

Anne Margrethe Dalskov og Doris Mortensen deltog på mødet for at fortælle om projektet "Tab et ton", der har sat Veflinge på Danmarkskortet.

 

Mødet fokuserede blandt andet på, hvordan kommunerne bevæger sig fra det politiske niveau, hvor der er formuleret vision og strategier, til at resten af den kommunale organisation griber bolden - og hvordan kommunerne involverer civilsamfundet.

 

Det gode eksempel fra Veflinge

Repræsentanter fra Veflinge-projektet "tab et ton" besøgte netværket og fortalte om, hvordan det er lykkes i deres lokalområde at skabe lokal og national opmærksomhed omkring et livsstilsprojekt, der ifølge initiativtagerne i høj grad også handler om at skabe fællesskabsånd i lokalsamfundet.

    - Vi blev inspireret af noget, som en politiker sagde til os i forbindelse med skoledebatten, nemlig en opfordring til at gøre noget, før vi står midt i problemerne. Det blev startskuddet til Tab et ton", siger Doris Mortensen, som er en af initiativtagerne til projektet.

 

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen roste ildsjælene fra Veflinge for at tage initiativ og være insisterende på at føre projektet ud i livet.

    - Det er helt fantastisk at følge, hvordan et ændret mindset fra vores politikere sætter et aftryk hos vores borgere og i kraft af nogle stærke kræfter i Veflinge udmænter sig i noget så konkret som det her, siger Morten V. Pedersen.

 

Fra Nordfyns Kommune deltog desuden skoleleder Pia Brøndsted Jacobsen fra Bogense Skole og Dorthe Buris Hoeg, afdelingsleder for træningsområdet. De gav eksempler på, hvordan der bliver arbejdet med minieksperimenter for at sætte handlingskraft bag kommunens opdaterede vision - en indsats, der i høj grad sker på tværs af fagskel og fagudvalgene.

 

Om netværket

I netværket deltager Fanø, Dragør, Gentofte, Holbæk, Albertslund, Skanderborg og Nordfyns Kommune. Kommunerne giver hinanden sparring på:

  • Konkrete udfordringer på tværs af det politiske og strategiske niveau
  • Nye idéer til hvordan du kobler den politiske handlekraft til organisation og omverden
  • Uformelle netværksdrøftelser om udfordringer, muligheder og konkrete handlinger
 
Kontaktinformation

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, mobil 20 31 26 84