Natur og grøn omstilling var tilløbsstykke

27.08.2019

Solen bragede ned fra en skyfri himmel, da Nordfyns Kommune i samarbejde med organisationen Danmark for Målene lørdag den 24. august holdt temamøde om natur og grøn omstilling. Eventen fandt sted i Langesø og var en del af en række temamøder i kommunen, som skal sætte spot på FN's verdensmål.

 
 

Meteorolog Jesper Theilgaard var dagens helt store trækplaster. Han fortalte medlevende om det ansvar, vi alle bærer, hvis klimaforandringerne skal bremses - og det handler ifølge den kendte meteorolog ikke om at snakke, men at handle nu.

 

Kommunens stand var godt besøgt. Her var fokus på både natur og klima. Foreningerne havde opstillet et stort telt med mange forskellige aktiviteter for børn, bl.a. quizzer med efterfølgende præmieoverrækkelse. Kommunens naturvejleder Jesper Kirk Christensen viste kommunens "grejbank" frem, og der var mange interesserede forbi for at få mere at vide om grejbanken.

 

Grejbanken indeholder et væld af udstyr til spændende aktiviteter og oplevelser i det fri, lige fra grej til undersøgelser i naturen, fx net, terrarier, vildtkameraer og kikkerter til båludstyr, værktøj og telte til en hel klasse.

 

Nordfyns Kommune orienterede om kommunens naturprojekter, men også om udfordringen med de invasive plantearter som bjørneklo og rynket rose. Mange borgere spurgte interesserede ind til, hvordan man i sine egne haver kan vælge planter til gavn for insekterne.

 

Kommunens vandløbsprojekter med åbning af vandløb til gavn for såvel fiskene som vandløbenes evne til at føre mere vand blev også vist på kommunens plancher. Mange var interesserede i åbning af rørlagte vandløb, da det jo er et flot element i naturen.

 

Endelig var VandCenter Syd også repræsenteret, da klimaforandringer i høj grad skal sikres gennem vores egen håndtering af regnvand.

 

Book kommunens grejbank her.

 
Kontaktinformation

Chef for Natur og Miljø Mette Højby Petersen, mobil 29 74 33 84