Nordfyn: Velfærdstalent får borgerne til at lyse op

25.04.2019

24-årige Stephanie May Christensen fra Hjemmeplejen i Otterup er en blandt 100 nykårede  velfærdstalenter, der bliver fejret på Christiansborg den 25. april.

 
 

Det er en af Stephanies kolleger, der har nomineret hende, og i indstillingen er der lagt vægt på Stephanies altid gode humør og den energi og imødekommenhed, hun altid går til en opgave med - også selv om der er travlt.

    "Stephanie er en ung, energisk person, som har mod på udfordringer, store som små. Hun bakker aldrig ud af noget, men finder løsninger på det, som kan være svært. Borgerne lyser op, når hun med sit glade væsen træder ind af døren, og ingen mærker, hvis hun er lidt presset på tid. Det seneste tiltag Stephanie har taget, er at være personlig hjælper hos en borger med ALS, og også her bringer hun stor glæde. Stephanie har så meget fortjent at blive hyldet", skriver kollegaen blandt andet i sin indstilling.

 

Selv er Stephanie glad for anerkendelsen, men er også overrasket over al postyret.

    - Jeg synes, at vi alle sammen burde have vundet. Jeg gør jo bare mit arbejde. Men det er selvfølgelig en rar følelse, at borgerne og kollegerne synes, jeg gør det godt, siger hun.

 

Også brug for fokus på andre fagligheder

Ideen om at synliggøre samfundets velfærdstalenter kommer fra PenSam og FOA Ungdom. Initiativet er et svar på Berlingskes årlige kåring af de 100 største erhvervstalenter under 35 år, men ifølge initiativtagerne til denne pris, er der også brug for at have fokus på andre fagligheder i vores samfund.

    - Med Velfærdens Talent 100 har vi skabt et alternativ til Berlingskes erhvervstalenter, fordi vi gerne vil sætte fokus på de unge, der har valgt et arbejde, hvor de hver dag gør en stor forskel for andre. Vi vil gerne trække deres faglighed frem i lyset og vise, hvad deres indsats betyder for vores alle sammens nære velfærd, og understrege, hvorfor de skal have ordentlige arbejds- og pensionsvilkår, siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

 

Lotte Berthelsen, talsperson i FOA Ungdom, er enig. Hun mener, at der er behov for mere anerkendelse og skulderklap af velfærdens helte, som passer på samfundet, vores ældre, børn og syge. Derfor kan Velfærdens Talent 100 være med til at hylde dem.

    - Velfærdstalenterne er mindst lige så vigtige, som de unge i erhvervslivet. De holder samfundet kørende, og det skal vi takke dem for, siger Lotte Berthelsen.

 

Talenterne bliver fejret torsdag den 25. april på Christiansborg sammen en række politikere, der også ønsker at give dem en velfortjent hyldest. Samme dag udkommer magasinet Velfærdens Talent 100, hvor de 100 udvalgte bliver præsenteret.

 

I dag drager Stephanie til Hovedstaden for at blive fejret.

    - Jeg er spændt på turen, og spændt på at se, hvor mange, der deltager i arrangementet på Christansborg, siger hun.

 
Kontaktinformation

Hjemmehjælper Stephanie May Christensen, mobil 20 27 12 02

Afdelingsleder for Aktiv Pleje og Omsorg Helle Winther Dahl, mobil 21 77 65 22