Nordfyns Kommunes handicappris 2019

28.10.2019

Tirsdag den 22. oktober blev Handicapprisen 2019 uddelt af Nordfyns Kommunes Handicapråd. Modtager af prisen er Ib Andersen, som er træner for Stjerneholdet i Skeby GF.

Formand for Handicaprådet Vibeke Rasmussen og modtager af Handicapprisen 2019 Ib Andersen. Formand for Handicaprådet Vibeke Rasmussen og modtager af Handicapprisen 2019 Ib Andersen.
Ib Andersen får Nordfyns Kommunes handicappris 2019 for sit arbejde som fodboldtræner for Stjerneholdet i Skeby GF. Stjerneholdet består af børn og unge med særlige udfordringer.
  

Indstillingen

Ib Andersen er blevet indstillet til Handicapprisen 2019 af Skeby GF ved formand Pia Holmelund Pedersen, som blandt andet skrev følgende om Ib Andersen:

Det er med største fornøjelse og glæde, at Skeby GF indstiller vores dygtige fodboldtræner Ib Andersen til Handicaprådets Handicappris 2019. Ib har i rigtig mange år været træner og tovholder for vores fodboldhold for handicappede børn og unge. Holdet hedder Stjerneholdet, fordi børnene er unikke, har særlige behov og spiller i gule bluser. Han var dengang pioner på området med at starte idræt op for handicappede børn, der ellers ikke havde nogen mulighed for at spille fodbold. Trods et tætpakket program i sit arbejdsliv, så møder Ib troligt op – hele året rundt, både udendørs og indendørs – og med sit aldrig svigtende gode humør og sin store rummelighed, træner han de børn og unge, som har deres gang på holdet. Samtidig har han stor støtte i børnenes forældre, som også deltager aktivt i træningen for at kunne stille hold. Ibs begejstring og smittende engagement er drivkraften i alt hvad han foretager sig på holdet, og Skeby GF er Ib meget taknemmelig for hans store indsats. Ib repræsenterer klubben, hvor han så sandelig også selv har trådt sine børnesko, på allerbedste vis og agerer fuldstændig ud fra klubbens motto, som er “Skeby GF - en klub for alle”. Vi håber, at Handicaprådet, med denne indstilling vil være med til at hædre og anerkende Ib med et solidt og velfortjent skulderklap. Venlig hilsen Pia Holmelind Pedersen, Formand, Skeby GF.

Nordfyns Kommunes Handicappris

Prisen kan bl.a. uddeles til:

  • borgere i Nordfyns Kommune som har ydet en særlig indsats til gavn for handicappede borgere i kommunen
  • foreninger samt foreningens frivillige ledere, som aktivt påtager sig forpligtelsen til at forsøge at integrere personer med handicap i foreningens aktiviteter.

Yderligere oplysninger

  • Formand for Handicaprådet Vibeke Rasmussen, tlf. 40597026 eller mail: vib_ras@hotmail.com
  • Direktør Social og Arbejdsmarked Mogens Bak Hansen, tlf. 64828302.

Billeder fra overrækkelsen

Overrækkelsen fandt sted på Tingstedet på Søndersø Rådhus, tirsdag den 22. oktober.