Landzonetilladelse til opførelse af ny antennemast på 36 m, Trøjborggyden 21, 5450 Otterup

05.01.2021

Nordfyns Kommune giver tilladelse til opførelse af en 36 m høj mobilantennemast på matr.nr. 8I, Skeby By, Skeby, beliggende Trøjborggyden 21, 5450 Otterup.

Tilladelsen er givet efter Planlovens §35.

Vilkår

Tilladelsen gives på vilkår af,
  • at antennemasten stilles til rådighed for andre antenneformål og operatører mod rimelig betaling,
  • at masten fjernes senest 1 år efter endt brug til det tilladte formål,
  • at mast og tilhørende bygninger på jorden udføres i neutrale og ikke reflekterende farver,
  • at der kan meddeles byggetilladelse til det ansøgte
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Opførelse af masten må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 5. januar 2021.

Ansøgningen

KPR Towers A/S har på ansøgers vegne søgt om tilladelse til at opføre en 36 m høj mobilantennemast på ejendommen matr.nr. 8l, Skeby By, Skeby.

Der er undersøgt muligheder for placeringen inden for det søgeområde, hvor masten skal placeres jf. dækningsforpligtigelserne fra Energistyrelsen. Der var tre kandidater til en placering. På de to øvrige placeringer, ville TT-netværket ikke kunne overholde Energistyrelsens stillede dækningskrav på 90 %.

Placeringen af masten er valgt ud fra, at den her skal kunne opfylde dækningskravene fra Energistyrelsen. Masten placeres umiddelbart nord for et eksisterende maskinhus. Placeringen er valgt da masten her, vil være mindst i vejen for ham selv, samt blive placeret væk fra vejen Trøjborggyden. Samtidig vil Maskinhuset skjule den nederste del af masten, når man kommer fra Hessum og ned af Trøjborggyden.
  
Der er valgt en gittermast, hvorpå der opsættes panelantenner med tilhørende radiotekniske komponenter. Ved mastefoden sættes teknikkabine eller teknikskabe, og der trækkes kabler fra antennerne i masten til udstyret på jorden.

Masten skal være 36 m, for at der kan opnås den nødvendige dækningsforpligtigelse. Masten er desuden forberedt til at indplacere andre mulige mastebrugere. Der er valgt en gittermast, idet det er vurderet, at en rørmast visuelt har et ”tungere” udtryk end en gittermast, som giver et mere ”luftigt” udtryk og ikke er så visuelt bastant.

Formål

Der er generelt god mobildækning i Danmark, men der er dog områder, hvor der lokalt kan opleves dårligere dækning end andre steder. Der blev i 2019 stillet dækningskrav i forbindelse med auktion over 700 MHz og 900 MHz og 2300 MHz-frekvensbåndene. I auktionen forpligtigede mobiloperatørerne sig hver især til en del af områderne. Energistyrelsen har udpeget disse dækningsforpligtigede områder for at sikre bedre mobilbredbåndsdækning. Der kan ikke ændres på hvilke områder, der er omfattet af dækningskravene. 

Energistyrelsen har desuden fremsendt information til landets kommuner om krav til udrulning af mobil tale og mobilt bredbånd.

Planlovens landzonebestemmelser

Da ejendommen ligger i landzone, er den omfattet af Planlovens landzonebestemmelser. 

Kommunen skal vurdere det ansøgte i forhold til de hensyn, den skal varetage ved landzoneadministrationen, herunder hensynet til landskab, natur, miljø og naboer.

Kommunens bemærkninger/vurderinger

Trøjborggyden 21, 5450 Otterup, er en landbrugsejendom med et samlet bygningsareal på i alt 1.613 m² (stuehus og div. landbrugsbygninger), og grundens areal udgør ca. 56,7 ha. Ejendommen ligger nordøst for landsbyerne Hessum og Skeby.
  

Ejendommen ligger ca. 1 km fra kysten og ligger dermed inden for kystnærhedszonen. Ejendommen ligger også inden for uforstyrret landskabsområde, hvor der som udgangspunkt kun kan etableres anlæg i ubetydeligt omfang, såfremt områdets karakter af uforstyrrethed ikke påvirkes.

I henhold til kommunens retningslinjer for opstilling af antennemaster må masterne opstilles indenfor kystnærhedszonen og områder med landskabsinteresser, hvis der er et dokumentere behov, alternative placeringer er undersøgt, og der ikke er andre brugbare strukturer i nærområdet. 

Der er et dokumenteret behov for opstilling af en mast i området, og der er undersøgt alternative placeringer, og der ses ikke at være andre brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra dækningskravet kan opfyldes. 

Den ansøgte mast opføres i nær tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse, som vil dække for det nederste af masten. En mast vil imidlertid, på grund af sin højde, kunne ses både fra de nærmeste omgivelser og over større afstande. Mastens udformning er derfor også indgået i vurderingen, og det er vurderet, at en gittermast vil virke mest transparent og dermed mindst synlig i landskabet.

Naboorientering

Der er foretaget naboorientering, og der er ikke indkommet bemærkninger.

Afgørelsen

Kommunen vurderer samlet set, at tilladelsen ikke tilsidesætter hensyn, som skal varetages ved landzoneadministrationen, herunder landskabelige, naturbeskyttelsesmæssige, miljømæssige eller andre samfundsmæssige hensyn som f.eks. nabohensyn.

Der er samtidig lagt vægt på,
  • at masten opføres i nær tilknytning til eksisterende bebyggelse,
  • at alternativ placering vurderes at være undersøgt i tilstrækkelig grad, og der ikke er fundet anden placering med den ønskede dækning, 
  • at opførelse af masten ikke medfører tilsidesættelse af landskabelige interesser i større grad, og
  • at kommunen vil fremme den bedst mulige adgang til digitale netværk for borgere, virksomheder og turister i hele kommunen.

Klagevejledning 

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen. 

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. 

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. 

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen. 


Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. 

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. 

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.