Spildevand i åbent land

Det åbne land omfatter ejendomme uden for de kloakerede oplande, hvor ejendommene har et privat spildevandsanlæg.

Siden slutningen af 1990'erne har der været fokus på spildevandsafledningen fra spredt bebyggelse udenfor kloakopland. Her afledes spildevandet typisk urenset eller via bundfældningstank til nedsivning på jordoverfladen, i private rørledninger direkte til vandløb/søer eller indirekte ved udledning til markdræn. Spildevandsudledninger fra ejendomme i det åbne land påvirker vandkvaliteten i søer og vandløb.

Spildevandsplanen og rensekrav

I spildevandsplanen er der udpeget områder, hvor forbedret spildevandsrensning er nødvendig for at kunne opfylde kravene i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand. Hvilke krav der bliver stillet til spildevandsrensningen på den enkelte ejendom, afhænger af hvilken sø eller hvilket vandløb, spildevandet udledes til.

Du kan læse mere om spildevand i det åbne land og spildevandsrensningskrav i Nordfyns Kommunes spildevandsplan

Hvis du skal etablere et nyt spildevandsanlæg eller skal forny et eksisterende anlæg uden for kloakeret område, skal du søge om tilladelse ved Kommunen. Du ansøger via Byg og Miljø (søg på spildevand).

Tømningsordning for bundfældningstanke og samletanke

Tømningsordningen gælder for alle ejendomme, som ikke er tilsluttet forsyningens kloak og som har etableret bundfældningstank eller samletank. Ordningen administreres af Vandcenter Syd og tankene tømmes af et privat slamsugerfirma, der kører slammet til et af forsyningens renseanlæg.

Den obligatoriske tømningsordning er indført for at sikre:

  • at slammet fra tankene bortskaffes på miljømæssigt forsvarlig vis
  • at bundfældningstankene tømmes regelmæssigt, så risikoen for slamflugt og tilstopning af spildevandsanlæg minimeres
  • at tankene jævnligt bliver undersøgt for eventuelle fejl og mangler, så disse kan udbedres

Regulativet for bundfældningstanke og samletanke findes på Vandcenter Syds hjemmeside, www.vandcenter.dk.

Siden blev sidst opdateret 20.08.2019 af indholdsansvarlig RNN

Kontakt

Natur og Miljø
Otterup Rådhus
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Tlf.: 64 82 82 82
Send os en sikker besked

Åbnings- og telefontid

Mandag: 09.00 - 15.00
Tirsdag: 09.00 - 15.00
Onsdag: 09.00 - 15.00
Torsdag: 09.00 - 17.00
Fredag: 09.00 - 13.00