Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Ny cykelsti skal skabe sikker og grøn forbindelse mellem Søndersø og Odense

Snart kan det blive både nemmere og mere trygt at tage cyklen mellem Søndersø og Odense. Et nyt cykelstiprojekt, som Nordfyns Kommune og Odense Kommune har arbejdet på i flere år, er nu rykket tættere på virkeligheden.

COLOURBOX31088914.jpg

Stien skal være en del af det fynske netværk af supercykelstier og gøre det mere attraktivt at vælge cyklen - både til pendling og fritid. Målet er at styrke den grønne mobilitet og forbedre forbindelserne mellem de to nabokommuner.

Et fælles fynsk ønske

Visionen om at få flere fynboer op på cyklen - til hverdag, i fritiden og på ferie - er en hjørnesten i samarbejdet i Cykelforum Fyn. Her har kommunerne i fællesskab udviklet et forslag til et sammenhængende net af supercykelstier, og forbindelsen mellem Søndersø og Odense er et af de prioriterede projekter.

De grønne ambitioner går igen i kommunernes egne planer. I Odense Kommunes grønne mobilitetsplan fra 2023 er der stort fokus på at sikre gode cykelforbindelser mellem byens centrum og alle nabokommuner - herunder Nordfyn.

Mange potentielle cyklister

Hver dag pendler omkring 6.000 borgere mellem Nordfyn og Odense, og yderligere 200 gymnasieelever fra Odense går på Nordfyns Gymnasium. Det er op mod 500 daglige tur-retur-rejser - som potentielt kunne foretages på cykel, hvis infrastrukturen var til det.

I dag er fraværet af en sikker cykelsti på strækningen en barriere. Det vil de to kommuner nu i fællesskab ændre.

"Med den nye fælles cykelsti er vi kommet et skridt nærmere målet om at gøre Nordfyn endnu mere klimabevidst og samtidig give pendlerne et aktivt, grønt alternativ. Jeg vil også gerne sende en stor tak til den lokale borgergruppe, som har været en drivkraft i projektet med deres store engagement og vedholdenhed," siger Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune.

Største tilskud i årets pulje

Projektet har netop fået et afgørende rygstød fra staten. I den årlige fordeling af midler fra den statslige cykelpulje har forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 indstillet cykelstien mellem Søndersø og Odense til et samlet tilskud på 19,285 mio. kr. - det største tilskud i årets runde.

"Det skal være hurtigt og trygt at vælge cyklen i - også når man transporterer sig mellem Odense og landsbyerne eller vores nabokommuner.  Tak til Nordfyns Kommune for det gode samarbejde, der har gjort det muligt, at vi nu kan realisere en mere sikker cykelvej til både børn og voksne i lokalområdet. Jeg håber, at den nye supercykelsti også giver flere mod på at skifte hverdagspendling i bil ud med pedaler og frisk luft," siger Tim Vermund, rådmand for Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune.

Det endelige tilsagn forudsætter, at Folketingets Finansudvalg godkender et aktstykke. Vejdirektoratet forventer at kunne sende det endelige tilsagn i slutningen af september.

Fakta om den kommende cykelsti mellem Odense og Søndersø:

  • Strækning: Forbinder Søndersø i Nordfyns Kommune med Odense N i Odense Kommune
  • Længde: Ca. 6 kilometer
  • Potentiel målgruppe: 6.000 daglige pendlere og 200 gymnasieelever
  • Tilskud: 19,285 mio. kr. fra den statslige cykelpulje

Kontaktinformation

Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, tlf. 21 15 30 82
Tim Vermund, rådmand, Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune, tlf. 61 34 77 46