
Styrket velfærd og fokus på udvikling
Budgetaftalen giver mulighed for at styrke velfærden i en tid præget af store reformer, samtidig med at der fortsat er fokus på vækst, bosætning og udviklingen af Nordfyn som et attraktivt sted at leve og arbejde. Reformerne på velfærdsområderne har haft betydning for årets budgetproces og er indarbejdet i aftalen.
Borgmester Mette Landtved-Holm (V) udtaler:
"Det brede samarbejde i kommunalbestyrelsen, som budgetaftalen er udtryk for, skaber et rigtig godt afsæt for udviklingen af Nordfyn. Med aftalen sikrer vi den røde tråd mellem vision og budget med fortsatte investeringer i velfærd, grøn omstilling og udvikling af kommunen til fordel for vore borgere og virksomheder."
Investeringer i fremtidens Nordfyn
Med budgetaftalen er der lagt en ambitiøs investeringsplan, som over de kommende år styrker både velfærd, by- og landdistrikternes udvikling og den grønne omstilling. I 2026 investeres der samlet 85,7 mio. kr., efterfulgt af 89 mio. kr. i 2027, 98,2 mio. kr. i 2028 og 75 mio. kr. i 2029. Blandt de konkrete initiativer er:
- Bedre rammer for børn med en pulje på 3 mio. kr. til legestuer
- Nye faglokaler i folkeskolen og modernisering af skoler og dagtilbud
- Tryghedsskabende hegn ved plejehjemmene
- Nyt køkken til Værestedet i Otterup
- Byfornyelsesindsats i Skamby
- Etablering af betalings-el på Bogense Havn og Marina
- Målrettet indsats for detailhandelen
Derudover fastholdes store strategiske projekter som opførelsen af et nyt børnehus i Otterup til 30 mio. kr., nye sundheds- og personalefaciliteter ved Bryggergården til 32,5 mio. kr. samt "Byens Hus" i Otterup med de resterende 7,5 mio. kr.
For at styrke idræts- og fritidslivet afsættes en samlet pulje på 15 mio. kr. til renovering af haller i perioden 2026-2028, hvor Bogense Hallerne bliver det første projekt. Hertil kommer en investering på 5 mio. kr. til renovering af Børnehuset Dalskovreden i 2027.
Den grønne omstilling fortsætter med prioriterede investeringer i klimahandleplanen Green Steps - DK2020 og Den Grønne Fond.
Budgetaftalen for 2026 er den sidste i denne valgperiode. Partierne bag budgetaftalen afleverer dermed et ansvarligt budget, så den kommende kommunalbestyrelse kan bygge videre på de resultater, der allerede er skabt. Måltallene i den økonomiske politik er efterlevet, og Nordfyns Kommune bidrager til at overholde de nationale rammer for service og anlæg.
Udtalelser fra partiformænd:
💬 Anja Lund (V): Med denne budgetaftale investerer vi målrettet i Nordfyns fremtid. Vi styrker velfærden for børn, unge og ældre, sætter fart på den grønne omstilling og skaber rammer for fællesskab og udvikling i hele kommunen. Når 21 ud af 25 kommunalbestyrelses-medlemmer står bag, sender vi et klart signal om stabilitet og retning.
💬 Kasper Solberg (A): "Med budgetaftalen styrker vi vores hårdt prøvede folkeskole og sikrer klubtilbud til børn og unge med særlige udfordringer. Vi fastholder den stærke klima- og miljøindsats, som bidrager til et grønnere Nordfyn. Og vi løfter demensområdet, så både demente og deres pårørende får en mere tryg og meningsfuld hverdag".
💬 Anders Thingholm (C): "I Det Konservative Folkeparti er vi glade for, at vi endnu engang er et af forligspartierne bag et samlet budget. Et budget, hvor generationskontrakten slår klart igennem, hvilket vi som parti altid forsøger at være meget tro imod. Vi investerer solidt i vores børn/unge, i vores skoler og dagtilbud, vi sikrer de videre greb i den grønne omstilling, i vores naturindsatser og klimasikring. Vi ser med tilfredshed på, at vi fortsat understøtter vores haller, samtidig med at vi nu kan gå en tid i møde med et lokalt, styrket beredskab".
💬 Anne Lise Sievers (F): "Jeg glæder mig over, at det er lykkedes os at prioritere midler til både minimumsnormeringerne i dagtilbuddene og midler til folkeskolen. Denne gang kan vi også indfri et længe næret ønske om et fritidstilbud for unge og voksne med handicap. Det er positivt at renoveringen af børnehuset Dalskovreden er fremrykket og at der er afsat midler til tryghedsskabende hegn ved vores plejehjem som har været et stort ønske blandt de ansatte".
💬 Bo Jakobsen (B): "Hvis der er noget, vi skal prioritere, så er det vores børn. De skal have det godt og have nogle ordentlige rammer i skolen, så de kan lære og trives. Det har vi haft fokus på i forhandlingerne, og med den her aftale får vi taget nogle konkrete skridt i den rigtige retning. Det handler om at investere klogt - og her giver det mening."
Bilag
Kontaktinformation
Mette Landtved-Holm (V), tlf. 61 19 15 27
Anja Lund (V), tlf. 21 59 84 16
Kasper Solberg (A), tlf. 20 23 30 95
Anders Thingholm (C), tlf. 21 15 30 82
Anne Lise Sievers (F), tlf. 61 35 57 85
Bo Jakobsen (B), tlf. 51 22 52 44