Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehus med orangeri og garage

Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til opførelse af enfamiliehus på 194 m2, samt orangeri på 60 m2 og garage på 101 m2 på matr. nr. 11a, Skeby By, Skeby, beliggende Hessum Bygade 55, 5450 Otterup.

Type
AfgørelseZonetilladelse
Klagefrist
29.12.2022

Område
5450 Otterup
Lagt online
01.12.2022

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Tilladelsen erstatter tidligere meddelt landzonetilladelse af 23-09-2021.

Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Vilkår for tilladelsen:

  • at bebyggelsen placeres som vist i ansøgningen

  • at bebyggelsen får de dimensioner og farver som er anført i ansøgningen

  • at bebyggelsen bliver beklædt med de materialer som er anført i ansøgningen.

Situationsplan, der viser bygningernes placering på ejendommen

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 01-12-2022.

Ansøgningen

Der er søgt om tilladelse til opførelse enfamiliehus på 194 m², samt orangeri på 60 m² og garage på 101 m² på matr.nr. 11a, Skeby By, Skeby.
Adressen: Hessum Bygade 55, 5450 Otterup.

Der er ansøgt om en landzonetilladelse til at opføre et enfamiliehuset med ensidigt fald på tagkonstruktionen, på 4 grader, og med en maks. højde på ca. 3,9 m. Boligens vægge bliver beklædt med naturskiffer og taget med tagpap.

Orangeriet, fungerende mellembygning imellem enfamiliehuset og garagen, med højde til kip på ca. 3,3 m. Både vægge og tag opføres i glas.

Garagen opføres med ensidigt flad på tagkonstruktionen og med en højde på ca. 3,2 m. Væggene bliver beklædt med trykimprægneret afstandslister og taget med tagpap.

Bebyggelsens placering fremgår af figur 1.

 

Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone, i udkanten af landsbyen Hessum, og er en ikke-landbrugsnoteret ejendom, på 4.815 m². Ejendommen står som ubebygget. Fra ejendommen strækker Hessum sig mod vest og syd. Øst for ejendommen er der marker.

Ejendommen ligger på et forholdsvis fladt og åbnet stykke jord hvor der ved det sydlige skel, er en sø på ca. 400 m². Søen er omfattet af beskyttede naturtyper, jf. naturbeskyttelseslovens § 3.

Kommuneplan

Ejendommen er i Nordfyns kommuneplan 2021-2033 omfattet af:

  • Afgrænset landsbyer

  • Kystnærhedszone

  • Større uforstyrrede landskaber

Afgrænsede landsbyer

Ejendommen er placeret som yderste ejendom mod øst, lige inde for landsbyafgrænsningen for Hessum.

Kystnærhedszone

Kystnærhedszonen er en ca. 3 km bred zone langs med alle Danmarks kyster og som omfatter alle landzoner og sommerhusområder i kystområderne. Kystnærhedszonen er fastlagt i planloven, og hensigten med kystnærhedszonen er at beskytte det danske kystlandskab, hvis udstrækning og variation er enestående i Europa. De danske kyststrækninger er flere steder noget af det mest uberørte natur og landskab, som Danmark har.

Planlægningen skal sikre, at de danske kyststrækninger forsat bevarer deres karakter og helhed som et sammenhængende landskab, så også de efterfølgende generationer kan have glæde af at opleve de relativt uberørte kystlandskaber. Derfor skal funktionelt begrundet byggeri (byudvikling og lignende) ske i tilknytning til byerne og eksisterende bygninger og først og fremmest bag ved eksisterende bebyggelse.

Større uforstyrrede landskaber

Et uforstyrret landskab er et større område, hvilket efter fynske forhold er over 50 ha, som i vidt omfang er friholdt og upåvirket af større tekniske anlæg, større infrastrukturanlæg som motorvej og jernbane, større bysamfund og væsentlig bymæssig påvirkning i øvrigt samt større ferie- og fritidsanlæg som motorbaner, større skydebaner eller ferie center. Med større teknisk anlæg er der først og fremmest tale om høje anlæg, der er synlige over større afstande så som vindmøller, master, højspændingsanlæg, skorstene m.v.

Jf. retningslinje for landdistriktsudvikling, nr. 1.2.1 i kommuneplanen skal meddelelse af landzonetilladelse til nybyggeri normalt kun ske i umiddelbar tilknytning til landsbyer eller anden tilsvarende bebyggelse.

Jf. retningslinje for landdistriktsudvikling, nr. 1.2.2 i kommuneplanen kan der kun gives tilladelse efter planlovens §35 i kystnærhedszonen, såfremt det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser.

Besigtigelse og orientering

Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.

Ansøgningen har været sendt i naboorientering hos dine naboer i perioden 14-11-2022 til 28-11-2022.

Der var ingen indsigelser.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte.
Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Det er kommunes vurdering, at det ansøgte projekt er tilpasset landskabet, og at det ansøgte ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.

Der er lagt vægt på:

  • at bygningerne opføres med en maksimal højde på 3,9 m med ensidig taghældning, eller med en maksimal højde på 3,3 m til kip.

  • at materialer og farver er valgt inde for jordfarveskalaen eller er af glas.

Nordfyn Kommune vurderer, at det ansøgte kan placeres inden for kystnærhedszonen, da det ansøgte ligger inden for landsbyafgrænsningen af Hessum og placeres i nærheden af eksisterende bebyggelse mod nord, vest og syd.
Det vurderes også, at bygningerne ikke vil være synlige fra kysten og derfor vil det ikke påvirke oplevelsen af kystlandskabet.

Da det ansøgte placeres ca. 1,7 km fra kysten, vurderes det at der ikke er risiko for oversvømmelse eller erosion fra havet.

Den eksisterende § 3 sø vurderes at ligge ca. 0,5 m under terræn og ca. 9 m fra hvor det ansøgte placeres. Kommunen vurderer, at det ansøgte ikke kræver en dispensation fra naturbeskyttelsesloven.

Det vurderes, at det ønskede projekt kan opføres inden for det større uforstyrrede landskab, da der er tale om opførelse af enfamiliehus på 194 m², samt orangeri på 60 m² og garage på 101 m².

Byggeriet antager en maksimal højde på 3,9 m og placeres inden for landsbyafgrænsningen.

Samtidig placeres byggeriet med en afstand på 14,4 m mod den nordlige Hessum Bygade og 17,4 m mod det vestlige skel. Der er eksisterende bebyggelse mod nord, vest og syd.

På baggrund af dette vurderes det, at graden af uforstyrrethed ikke vil ændres ved opførelse af det ansøgte.

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2022, og senere ændringer.

Kommuneplan 2021-2033 for Nordfyns Kommune.

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.