På denne side har vi samlet en række informationer om valget. Der er også vejledning til dig, der er interesseret i at stille op som kandidat til kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune. Har du spørgsmål, eller brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Der afholdes også valg til Seniorrådet i Nordfyns Kommune denne dag.
Stem på et valgsted den 18. november
Du kan stemme på et af 10 valgsteder i Nordfyns Kommune fra kl. 08.00-20.00 på valgdagen.
Hvis du ikke kan komme ind på valgstedet, kan du stemme fra bilen.
- Følg skiltene til handicapparkeringen og ring på klokken. Så kommer vi ud og hjælper dig med at stemme.
Lige som ved tidligere valg vil du få tilsendt et valgkort, som fortæller dig hvilket valgsted, du skal stemme på. Hvis du ikke har modtaget valgkortet den 13. november, bedes du kontakte Borgerservice.
Hvem kan stemme?
Du har ret til at stemme (valgret), når du:
- Har fast bopæl i Nordfyns Kommune på valgdagen og
- er fyldt 18 år og
- har dansk indfødsret.
Herboende udlændinge, der er statsborgere i EU eller i Island, Norge eller Storbritannien, har valgret på samme betingelser som personer med dansk indfødsret. Alle andre udlændinge skal have haft fast bopæl i Danmark i mindst 4 år uden afbrydelse forud for valgdagen, for at opnå valgret.
Alle, der er fyldt 18 år på valgdagen, er statsborger i EU og er registeret i Udenrigsministeriets protokol, har valgret.
Valgretten omfatter også personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne nævnt ovenfor.
Hvem kan ikke stemme?
Uanset ovenstående, har følgende personer ikke valgret:
- Udlændinge på tålt ophold
- Udvisningsdømte udlændinge
- Administrativt udviste udlændinge
- Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.
Man kan ikke udnytte sin valgret uden at være optaget på valglisten. Man bliver optaget på valglisten der, hvor man er bopælsregistreret. Ved tilflytning til Nordfyns Kommune efter den 11. november 2025, kan man ikke optages på valglisten, da flytteanmeldelsen skal være kommunen i hænde senest denne dato.
Du kan afgive din stemme pr. brev
Du kan brevstemme til og med fredag den 14. november.
Du kan afgive din brevstemme på alle brevstemmesteder i Danmark. Se hvor, hos den pågældende kommune.
Brevstemmeafgivning i Nordfyns Kommune foregår på Bibliotek og Borgerservice i Bogense, Otterup og Søndersø.
Der kan brevstemmes uden tidsbestilling i disse betjente åbningstider:
- Mandag 10.00 - 16.00
- Tirsdag 13.00 – 16.00 (kun i Bogense og Otterup)
- Onsdag 13.00 - 16.00 (kun i Søndersø og Otterup)
- Torsdag 10.00 - 17.00
- Fredag 13.00 - 16.00
I forbindelse med brevstemmeafgivning holdes der ekstraordinært åbent:
Lørdag d. 1.november kl. 10.00 – 13.00 (kun i Bogense og Otterup)
Lørdag d. 8. november kl. 10.00 – 13.00 (kun i Søndersø og Otterup)
Fredag d. 14. november kl. 9.00 – 16.00
HUSK: Legitimation (sygesikringsbevis, kørekort, pas eller lignende) skal medbringes. Du har ikke brug for at medbringe dit valgkort.
Brevstemmeafgivning i hjemmet
Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan komme til det almindelige afstemningssted på valgdagen, kan du afgive stemme i hjemmet eller på det plejehjem el.lign., hvor du opholder dig. Det er dog en betingelse, at du ansøger om det.
Ansøgningen skal være Borgerservice i hænde mellem tirsdag den 21. oktober og mandag den 6. november kl. 18.00.
Hvis du modtager hjemmehjælp, kan du få udleveret ansøgningsblanketten af hjemmehjælperen.
Der kommer to tilforordnede, en politisk udpeget og en administrativt ansat, for at indhente brevstemmer på plejehjemmene tirsdag den 11. november, og i eget hjem onsdag den 12. november.
Tilgængelighed og hjælpemidler
På Bibliotek og Borgerservice i Otterup er der et hæve/sænkebord til rådighed for kørestolsbrugere, og et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV (Closed Circuit Television) til borgere med nedsat syn. På alle 3 brevstemmesteder er der desuden en lup, en sort filtpen og en LED-lampe til rådighed for borgere med nedsat syn.
Valgsteder offentliggøres efter den 1. september
Tilgængelighed og hjælpemidler
På alle valgsteder i Nordfyns Kommune er der en sort filtpen, en lup og en LED-lampe til rådighed for borgere med nedsat syn.
På valgstedet 'Otterup Hallen' i Otterup er der desuden et hæve/sænkebord til rådighed for kørestolsbrugere, og et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV (Closed Circuit Television) til borgere med nedsat syn.
Borgere, der på grund af handicap eller nedsat førlighed ønsker at afgive stemme på valgdagen på valgstedet 'Otterup Hallen' i Otterup i stedet for det afstemningssted, borgeren er tilknyttet, skal ansøge kommunen herom tidligst tirsdag den 21. oktober og senest kl. 12.00 mandag den 3. november 2025.
Ansøgningsskema kan rekvireres ved kontakt til Borgerservice.
Fortegnelse over godkendte kandidater og valgforbund til Kommunalvalget 18. november 2025 i Nordfyns Kommune vil fremgå om eftermiddagen mandag den 6. oktober 2025.
Kandidatlisterne til Regionsrådsvalg 18. november 2025 i 1083 Region Syddanmark vil fremgå om eftermiddagen mandag den 6. oktober.
Kommunalvalg
I Nordfyns Kommune skal der vælges 25 medlemmer til Kommunalbestyrelsen for perioden 1. januar 2026 til 31. december 2029.
Kommunalbestyrelserne har ansvaret for den lokale velfærd og økonomi og for kommunens udvikling. Det er en betydningsfuld opgave, som kommunalpolitikerne i den enkelte kommunalbestyrelse skal løfte i fællesskab, fordi beslutningerne har stor indflydelse på borgerne og deres hverdag.
Du kan læse mere om Kommunalbestyrelsens opgaver her.
Se de nuværende medlemmer af Nordfyns Kommunes Kommunalbestyrelse og find yderligere information om Kommunalbestyrelsen længere nede på denne side.
Listen over opstillede kandidater til Kommunalvalget offentliggøres her på siden, når fristen for opstilling er udløbet.
Regionsrådsvalg
Regionsrådet i Region Syddanmark har 41 medlemmer.
Politikerne i regionsrådet mødes hver måned og tager stilling til en række sager. Næsten alle de sager, som bliver behandlet i regionsrådets udvalg, bliver sendt videre til behandling i forretningsudvalget og derefter i regionsrådet. I langt de fleste tilfælde er det regionsrådet, der træffer den endelige beslutning.
Regionsrådsmedlemmerne vælges for perioden 2026-2029.
Find information om Regionsrådet og Regionsrådsvalget i Region Syddanmark her.
Hvem kan stille op?
For at kunne stille op som kandidat til Kommunalbestyrelsen, skal du:
- være bopælsregistreret i Nordfyns Kommune på valgdagen og
- fredag den 3. oktober 2025 eller, hvis dette ikke er tilfældet, kl. 12 mandag den 12. oktober 2025 opfylde valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelserne og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i Danmark.
Enhver, der kan stemme til Kommunalvalget, kan som udgangspunkt også stille op som kandidat til Kommunalbestyrelsen. Du skal altså bo i Nordfyns Kommune, være fyldt 18 år på valgdagen og som udgangspunkt have dansk indfødsret for at være valgbar.
Læs mere om valgbarhedsbetingelserne på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.
Kandidatlister
Når du stiller op til Kommunalvalg, skal du opføres på en kandidatliste. Listen udleveres af Valgbestyrelsens sekretariat (Bogense Rådhus, Strategi og Politik, Østergade 23, 5400 Bogense, telefon 6482 8008). Vær opmærksom på, at der er udarbejdet nye lister, og blanketter fra tidligere valg kan derfor ikke bruges.
Kandidatlister skal være indleveret til Valgbestyrelsens sekretariat på Bogense Rådhus (Strategi og Politik, Østergade 23, 5400 Bogense) senest klokken 12.00 tirsdag den 30. september 2025 - og kan tidligst indleveres tirsdag den 16. september. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 og højst 50 vælgere i kommunen som stillere.
Dog kan kandidatlister, der blev valgt ind ved sidste valg, og stadig sidder i Kommunalbestyrelsen 9 uger før valgdagen (16. september), anmode om at blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra stillere. For disse kandidatlister gælder et krav om indlevering tidligst tirsdag den 2. september og senest kl. 12.00 tirsdag den 16. september 2025 på Bogense Rådhus. Valgbestyrelsen skal herefter senest kl. 12.00 tirsdag den 23. september 2025 meddele kandidatlisten, om listen er fritaget for kravet om underskrifter af stillere.
Valgforbund
Anmeldelse af valgforbund skal indleveres til Valgbestyrelsen sekretariat på Bogense Rådhus senest klokken 12.00 mandag den 6. oktober 2025. Anmeldelsen skal for hver kandidatliste være underskrevet af kandidatlistens repræsentant.
Nordfyns Kommunes nuværende Kommunalbestyrelse
Se de 25 medlemmer af vores nuværende Kommunalbestyrelse her.
Se Kommunalbestyrelsens møder online.
Læs mere om Kommunalbestyrelsens sammensætning og arbejde.