Nordfyn: Grundsalget holder ikke Corona-lukket

01.05.2020

Trods Corona-lukning oplever Nordfyns Kommune stor aktivitet i kommunens grundsalg. Aktuelle tal viser, at indeværende år kan gå hen og blive det bedste i kommunens historie, hvad angår salg af byggegrunde.

 
 

Havde man forventet stagnation eller nedgang i Nordfyns Kommunes grundsalg på grund af Corona-nedlukningen, så viser virkeligheden noget ganske andet. En aktuel status viser, at kommunen til dato har solgt 23 parcelhusgrunde i 2020, og interesserede købere har reserveret 13 grunde.

 

Borgmester Morten Andersen siger:

    - Vi oplever stor efterspørgsel på vores grunde. Vi kan ikke få øje på nogen form for tilbageholdenhed eller svækket interesse i forbindelse med coronakrisen. Det ser jeg som udtryk for, at der fortsat er tro på fremtiden på trods af, at vi levet i skyggen af coronasmitten i halvanden måned nu. Det er jeg som borgmester selvfølgelig både meget tilfreds med og stolt over.

 

Den største efterspørgsel går på byggegrunde i Otterup, Søndersø og Morud. Kombinationen af lave grundpriser og storbyen Odense inden for 15 minutters køreafstand er noget, der appellerer til børnefamilierne. Desuden har kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune prioriteret at fastholde skoletilbuddene i nærområderne, samtidig med at der løbende bliver investeret i at modernisere skolernes og daginstitutionernes fysiske rammer.

 

Åbakkevej: Fuld damp på byggemodningen

Søgningen til de populære nordfynske bosætningsområder har været så stor, at kommunen har været tæt på at måtte melde alt udsolgt. Kommunalbestyrelsen har dog været fremsynet og har investeret i jordkøb til nye udstykninger.

    I 2019 blev der åbnet for grundsalg på en ny udstykning på Mette Maries Vej i Otterup, hvor godt halvdelen af grundene allerede er solgt. Om kort tid bliver der sat gang i byggemodningen på Åbakkevej i Morud, hvor i alt 44 parcelhusgrunde og to storparceller snart ser dagens lys i et meget attraktivt og naturskønt område. Området blev fornyligt frigivet til byggemodning, og det arbejde lader ikke længe vente på sig.

    - Vi sætter nu fuld turbo på byggemodningen. Holder tidsplanen - og det plejer den at gøre - så sættes anlægsarbejdet i fuld gang fra juni måned. Vi udbyder grundene til salg i starten af maj måned, og købere vil kunne overtage deres grund til årsskiftet. Det bliver et super hurtigt forløb, og det havde vi stor succes med på Mette Maries Vej i Otterup, så det forventer jeg også her, siger borgmester Morten Andersen.

 

Interesseret i en byggegrund?

Interesserede købere og andre nysgerrige kan læse om Nordfyns Kommunes ledige byggegrunde her:

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, mobil 20 31 26 84