Nordfyn: Velbesøgt nytårskur satte fokus på vanebrud

17.01.2020

Nordfyns Kommune afholdt torsdag aften sin årlige nytårskur for erhvervslivet. Cirka 180 gæster deltog i arrangementet, der blandt andet satte fokus på vores vaner, og hvorfor vi skal sørge for at bryde dem.

 

Ved nytårskuren på Bogense Rådhus blev sløret løftet for kommunens årsfilm. Se videoen her (åbner i Facebook)

 

Aftenens hovedtaler var Danmarks selvudråbte "vanebryder nr. 1" Torben Wiese. Han fortalte blandt andet om grunden til, at vores hjerner trives så godt med rutiner og gentagelser. Når vi følger vanemønstre, behøver vi ikke at tænke os om, og det får ifølge Torben Wiese hjernen til at slappe af. Vaner får os til at føle os trygge.

    Dette til trods mener Torben Wiese, at evnen til at bryde vaner er uhyre vigtig og en af hovedårssagerne til, menneskeheden har overlevet i modsætning til eksempelvis dinosaurerne. Han gjorde dog op med det lidt fortærskede krav i bl.a. stillingsannoncer om at være forandringsparate.

    - Det handler ikke om at være parate til forandringer, men om rent faktisk at forandre sig i nuet. Ellers går tiden med at være parate i stedet for at udvikle sig. Hvor mange virksomheder kender I, der er blevet berømte på at være forandringsparate?, lød Torben Wieses retoriske spørgsmål til forsamlingen.

 

Torben Wiese: Det er en taberstrategi at bede sine medarbejdere om at være forandringsparate. Se klippet (1 minut).

 

Markant hurtigere sagsbehandlingstid

Borgmester Morten Andersen kom i sin velkomst ind på den ekstra indsats, som Nordfyns Kommune i 2019 har gjort for at fintune sin erhvervsservice.

    Kommunen har blandt andet udvidet sine åbningstider, så virksomhederne lettere kan komme i kontakt med kommunen. Desuden har kommunens jobcenter haft succes med en ny slags jobformidling, der skal hjælpe virksomheder med at finde egnede kandidater til job, som virksomhederne har svært ved at få besat. Tilbagemeldingerne fra såvel virksomheder som ledige har været særdeles positive.

    Endelig har kommunen arbejdet for at nedbringe sine sagsbehandlingstider i byggesager, hvilket er lykkedes.

    - Vi har indført Straks Byggesag, der giver en hurtigere og mere fleksibel sagsgang  - og dermed også et kortere aftræk hos os. Fra 2018 til 2019 er det lykkedes os at nedbringe sagsbehandlingstiden med 3,3 uger inden for erhverv og med 2,9 uger inden for bolig, siger Morten Andersen.

 

I 2019 havde vi en sagsbehandlingstid på 3,9 uger for bolig og 4,5 uger for erhverv, fortalte borgmester Morten Andersen, der forventede yderligere nedgang i sagsbehandlingstiden i 2020.

 

Kæmpe potentiale i at opgradere de digitale kompetencer

Direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme slog i sin tale et slag for øget digitalisering. Han opfordrede til, at der bruges ekstra tid, energi og penge på at opgradere IT-kompetencerne i især de mindre virksomhederne.

    Han gav et eksempel på en vellykket digitaliseringsproces fra egne rækker, hvor det ved en styrkelse af den digitale synlighed er lykkes Nordfyns Erhverv og Turisme at skabe markant vækst i antallet af overnatninger på Nordfyn.

    - I 2015 havde vi under 20.000 visninger på VisitNordfyns hjemmeside. I 2019 havde vi over 250.000 visninger. Sjovt nok er antallet af overnatninger i samme periode steget ligeså markant, og selv om vi ikke har fået årstallene endnu, tør jeg godt love, at vi kommer til at runde en halv million overnatninger i 2019, hvilket er det største tal nogensinde, sagde Per Olesen.

 

Premiere på årsfilmen

Som et sidste højdepunkt bød aftenen på premiere på kommunens årsfilm, der var produceret til lejligheden.

 

Se årsfilmen her (åbner i Facebook)

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen,  mobil 40 40 24 47

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, mobil 20 31 26 84