Bliv set i trafikken – og ved busstoppestedet

16.10.2019

Nordfyns Kommune bakker op om og deltager aktivt i FynBus' synlighedskampagne, der løber af stablen fra 21. oktober. Kampagnen handler dels om at blive set i trafikken, men også om at gøre sig synlig, når man gerne vil stige på bussen ved busstoppestedet.

 
 

FynBus oplever det som et tilbagevendende problem, at buskunderne og cyklister mv. glemmer at gøre sig synlige i trafikken. Problemet er selvfølgelig særligt udtalt, når efteråret og mørket sætter ind.

 

En del af FynBus' kunder klager over at være blevet "forbikørt" af bussen. Samtidig er chaufførerne frustrerede over, at de ikke kan se kunderne, fordi de ikke gør sig synlige. Det er på den baggrund, at FynBus sætter synlighedskampagnen i værk. Da mange af passagerklagerne kommer fra det nordfynske, har FynBus valgt Nordfyns kommune som aktionskommune.

 

Fokus på skolebørnene

Torsdag d. 24. oktober, som er årets landsdækkende refleksdag, besøger FynBus og GF Fonden Kystskolen, afd. Krogsbølle, hvor formand for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm også deltager. Ved den lejlighed er skolebørnene, som er i fokus for aktionen.

 

Anders Thingholm siger:

- Vi arbejder i det daglige for, at vores børn lærer at stå for deres egen transport til skole, om det så foregår på gåben, på cykel eller med bussen. Lige meget hvilket transportmiddel, det handler om, så gælder det om at nå sikkert frem. Det hjælper refleksbrikker med, ligesom det er med til at sikre, at du rent faktisk kommer med bussen.

 

Kampagneaktiviteter

Mandag d. 21. oktober, der er den første dag efter efterårsferien, vil FynBus i samarbejde med GF Fonden uddele reflekser og andet materiale til buspassagererne. Det sker fra Odense Banegård Center, hvor FynBus' kundeambassadører og kontrollører vil stå klar.


I hele uge 43 inviterer FynBus desuden alle FynBoerne til at deltage i en fotokonkurrence under tagget #jegersynlig.

 

Læs mere om kampagnen på FynBus' hjemmeside: https://www.fynbus.dk/synlig

 
Kontaktinformation

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, mobil: 21 15 30 82

Kommunikationskonsulent Louise Hofstedt, FynBus, mobil 30 67 11 65