Cykelsti mellem Morud og Bredbjerg er rykket nærmere

14.11.2019

Nordfyns Kommune: Teknik- og Miljøudvalget besluttede på et møde i går den konkrete linjeføring for den planlagte cykelsti mellem Morud og Bredbjerg. 

 
 

Cykelstien er del af "Stiplan for 2018-2021", som blev besluttet af kommunalbestyrelsen tilbage i 2017. På Teknik- og Miljøudvalgets møde i går blev det besluttet, at stien skal etableres i den nordlige side af Rugårdsvej. Placeringen er er valgt efter en konstruktiv dialog med lodsejere på strækningen og øvrige interessenter fra lokalområdet.

 

For den nordlige placering talte især, at det vil give en mere trafiksikker passage til og fra Havrehedskolen, og at den medvirker til at en krydsning af Rugårdsvej for cyklister fra Bredbjerg undgås.

 

Stien placeres i et kuperet og flot landskab langs Rugårdsvej, gennem skovene ved Langesø, og vil blive udformet med respekt for omgivelserne og naturen.

 

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm siger:

    - Jeg er glad for, at der nu er skabt klarhed over, hvor linjeføringen skal være - især på baggrund af den gode dialog med lodsejerne og de andre interessenter. Vi ved, at rigtig mange ser frem til, at cykelstien kommer, og med gårsdagens beslutning kan vi gå videre med planerne.

 

Nordfyns Kommune projekterer stien hen over vinteren og foråret 2020, hvor dialogen med berørte lodsejere intensiveres. Nordfyns Kommune forventer, at de fysiske arbejder med stien kommer i gang i anden halvdel af 2020.

 

Stien bliver den fjerde i rækken af nye cykelstier. der er etableret i Nordfyns Kommune siden 2017.

 
Kontaktinformation

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, mobil 21 15 30 82
Projektleder Morten Hoff Grønvald, mobil 92 43 94 56