Puljemidler til lokale initiativer i 2019 er fordelt

08.07.2019

900.000 kr. uddelt til projekter i landdistrikterne og øget hjælp til digitalisering. Det er konklusionen, efter Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget har forholdt sig til fordelingen af puljemidlerne til lokale initiativer. Det er en pulje, som lokalrådene kan søge om støtte fra, og det har de gjort i stor stil.

 

Kommunalbestyrelsen har i samarbejde med Landdistriktsrådet holdt 8 dialogmøder i lokalområderne. Her i Lunde Forsamlingshus.

 

Det er Landdistriktsrådet Nordfyn, der som paraplyorganisation for de nordfynske landdistrikter har behandlet alle ansøgningerne til puljen, mens Erhvervs-, Kultur- og fritidsudvalget har truffet den endelige beslutning om tildelingen. Den arbejdsdeling er formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landthed-Holm (V) en varm fortaler for.

    - Landdistriktsrådet kender lokalrådene rigtig godt, både deres styrker og ildsjælene bag. Det giver en mere dybdegående vurdering af projekterne, end vi som udvalg har mulighed for at lave. Det er en uvurderlig hjælp og meget prisværdigt, at Landdistriktsrådet tager denne frivillige opgave på sig, siger hun.

 

Stor spændvidde i ansøgningerne

Projekterne vidner om stor mangfoldighed. Ansøgningerne går lige fra legeområder og trivselsrum til 'Tab et ton' i Veflinge.

    -  Projekterne emmer af engagement og fællesskab. I kommunalbestyrelsen har vi netop holdt en række dialogmøder med vores borgere i lokalområderne, og her har vi da også oplevet et enormt engagement. Ideerne er der - og lysten til at gøre en fælles arbejdsindsats for at gøre ideerne til virkelighed. 

Veflinges projekt 'Tab et ton' har skabt genklang i kommunen - ja, faktisk over hele landet. Stærke foreninger og fællesskaber finder man ikke kun på Nordfyn, men jeg tør godt sige, at omfanget og fællesskabernes styrke er noget helt unikt for Nordfyn. Det oplever du ikke mange steder, siger Mette Landved-Holm.

 

Ønske om øget digitalisering i lokalområderne

Digitalisering kom også på programmet under udvalgets drøftelse. Der var indstillet nogle projekter, som skal forbedre den lokale formidling via infoskærme eller nye hjemmesider. Dem sagde udvalget i udgangspunktet pænt nej tak til.

    - Det gjorde vi, fordi vi gerne vil brede tankerne ud. Vi er meget enige i, at der er et behov, men det gælder om at få det her løftet i det rigtige regi med et blik på hele Nordfyn. Vi skal have en samlet løsning for hele Nordfyn, hvor lokalrådene understøttes i et digitalt netværk, siger Mette Landtved-Holm.

 

Det er en opgave, som Landdistriktsrådet straks har kastet sig over. Formand for Landdistriktsrådet Kaj Hovhave siger:

    - Vi er helt enige i, at der er stort potentiale i at arbejde med et digitalt netværk, som både kan være en platform for kommunikationen mellem lokalrådene indbyrdes og ud til borgerne. Vi ser også en sådan platform som et udstillingsvindue for alle de foreninger og aktiviteter, der er i vores landdistrikter. Et udstillingsvindue som kan bruges til at tiltrække flere nye naboer i landdistriktet. Vi er i fuld gang med at udarbejde en projektbeskrivelse, som lander på politikernes bord senere på året.

 

Læs mere

 
Kontaktinformation

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, mobil 61 19 15 27

Formand for Landdistriktsrådet Kaj Hovhave, mobil 40 70 79 03