Nordfyns Kommune: Spirende filmmagere blev fejret

01.04.2019

Onsdag den 27. marts var den røde løber rullet ud, da Nordfyns Kommune fejrede lokalgalla for knap 250 dygtige skoleelever, som alle havde knoklet med at producere film under projektet Edit24.

 
 

12 klasser fra 3 forskellige skoler havde i år tilmeldt sig mobilfilmkonkurrence Edit24, der afholdes for fynske 4.-7. klasser. Eventen er en del af Kulturregion Fyns fokus på film. I år deltog elever fra Søndersøskolen, Kystskolen og Otterup Realskole fra Nordfyns Kommune.

 

På trods af tekniske udfordringer i den sidste del af gallaen blev det en festlig formiddag med mange gode filmoplevelser og flotte 'shoots' på den røde løber. Og så skulle der selvfølgelig udpeges to vindere, der den 5. april skal dyste mod de andre lokale vindere til den fynske galla i Svendborg.

 

Fra 4. og 5. klasserne vandt 5. B fra Søndersøskolen med filmen Fskinen. Blandt 6. og 7. klasserne var det 7. A fra Otterup Realskole, der vandt med Den "glemte" tid. Derudover modtog elever fra 4. AK og 6. AK fra Kystskolen, 7. B på Søndersøskolen og 7. B på Otterup Realskole en specialpris for deres flotte arbejde.

 

To elever fra Nordfyns Gymnasium, med mediefag som valgfag, havde bidraget med juryarbejdet, da filmene skulle vurderes.

 

Til at overrække præmierne på dagen var formand for Erhvervs-, Kultur og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm.

 

    - Det var stor fornøjelse at opleve, hvor umage eleverne have gjort sig og hvor mange kreative og flotte film, de formåede at producere. Der er bestemt grund til at se positivt på den fremtidige fynske filmproduktion, siger Mette Landtved-Holm.

 
Kontaktinformation

Formand for Erhvervs-, Kultur og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, 61 19 15 27

Chef for Plan og Kultur Åse Nielsen, 21 52 36 83