Høring af lokalplanforslag nr. 2018-6 Boliger ved Gadekæret i Særslev

16.11.2018

Nordfyns Kommune har d. 16. november 2018 vedtaget, at ovennævnte planforslag skal fremlægges i offentlig høring

Formålet med lokalplanen
Lokalplanen er udarbejdet med det formål at sikre mulighed for opførelse af 1-etages tæt-lav boliger. Samtidig giver lokalplanforslaget mulighed for at adgang til det nye boligområde kan ske vest om gadekæret.

Se lokalplanforslaget

Offentlig høring
Planforslaget er i offentlig høring i 4 uger, fra den 16. november 2018 til den 14. december 2018. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser eller ændringsforslag.

Indsigelser og ændringsforslag, mærket "Lokalplan 2018-6", skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller via e-mail: plan@nordfynskommune.dk senest den 14. december 2018.

Retsvirkninger
Når lokalplanforslaget er offentliggjort må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.

De midlertidige retsvirkninger er gældende indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.

Når høringsfristen udløber kan byrådet under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.

Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Denne vurdering begrundes med, at en ændring af byggemulighederne af arealet, som beskrevet i lokalplanen, ikke vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og at planen alene fastlægger anvendelse af et mindre område på lokalt plan.

Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslaget. Miljøscreeningen er vedlagt lokalplanen som bilag.

Klagemulighed
Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen og udløber derfor den 14. december 2018.

Du klager via Planklagenævnet, som du finder via www.naevneneshus.dk Du logger på Klageportalen med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.

Planforslag
Planforslaget kan ses via ovenstående link, via www.plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø. 


Dette dokument opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt teknisk@nordfynskommune.dk 

Kontakt

Plan og Kultur
Otterup Rådhus
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Tlf.: 64 82 82 82
Send os en sikker besked

Åbnings- og telefontid

Mandag: 09.00 - 15.00
Tirsdag: 09.00 - 15.00
Onsdag: 09.00 - 15.00
Torsdag: 09.00 - 17.00
Fredag: 09.00 - 13.00