Otterup Bypark spirer: Første spadestik uden stort tjuhej

07.01.2021

Torsdag blev det første spadestik til Byparken i Otterup taget. Covid-19 lagde en dæmper på begivenheden, men spadestikket blev taget, og arbejdet er i gang. ​

 
NFK Kommuneskilt.jpg
 

Det var et noget anderledes spadestik, der blev taget, da anlægsarbejdet til Otterup Bypark blev sat i gang torsdag eftermiddag.   

     - Under normale forhold havde vi inviteret nogle gæster og havde gjort en fest ud af det. Det klarer vi på et senere tidspunkt. I dag handler det om at få spaden i jorden og dermed markere, at projektet nu går over i den konkrete fase, siger formand for Teknik- og miljøudvalget Anders Thingholm.

 

På den lidt regntunge dag delte han skovl med Mette Landtved-Holm, der er formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget. Når der skulle hele to udvalgsformænd til indsatsen, skyldes det, at de to respektive udvalg begge har fokus på udviklingen af Otterup Bymidte og har samarbejdet om den udvikling, der skal ske.

 

Mette Landtved-Holm fortæller:

    - Vores vision er, at Otterup Bypark bliver et rekreativt område for alle aldre. Et sted, hvor borgere kan slå sig ned og nyde kaffen, mens børn eller børnebørn leger. Hvor lokale skoler og institutioner kan tage hen - og hvor de unge kan mødes og hygge sig - og udfordre sig selv med forskellige sunde udendørs aktiviteter.

 

De to udvalgs arbejde med Otterup bymidte har hidtil primært omhandlet gaderne omkring torvet og det grønne område ved biblioteket. Bymidten er blevet forskønnet med ny belægning og nye opholdsmuligheder. Nu er turen kommet til at omdanne det grønne område bag ved biblioteket til en bypark. 

    - Mit håb er, at Otterup Bypark bliver en flot park, der kan lokke gæster til, når rhododendron, japanske kirsebærtræer eller andre flotte planter står i blomst. Ligesom parken også er stor nok til, at der kan blive plads til at undersøge vild natur og diversitet. En park der omfavner os alle, siger Mette Landtved-Holm.

 

Skal skabe synlighed og adgang

Ifølge Anders Thingholm handler projektet i første omgang om at synliggøre eksistensen af det grønne område og samtidig forbedre adgangen.

    - Det gør vi ved nogle simple greb, som vi forventer vil have en stor effekt. Det handler blandt andet om at synliggøre, at området findes, og så skaber vi sammenhæng med en ny stiforbindelse, siger Anders Thingholm.

 

Den fase, der nu påbegyndes, omfatter:

  • En ny indretning af forpladsen ved Søndergade, så folk bliver opmærksomhed på indgangen til byparken. 
  • Der skabes ekstra synlighed ved at fjerne beplantning og enkeltstående træer.
  • Der etableres en ny stiforbindelse, som forbedrer adgangen til området.
  • Der skabes visuel sammenhæng mellem ude og inde med facadeåbninger mod nord i biblioteksbygningen.
  • Endelig etableres der opholdsmuligheder for de mindste i bibliotekets gårdhave.
 
Kontaktinformation

Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, tlf. 61 19 15 27
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, tlf. 2115 30 82
Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur, tlf. 21 52 36 83