
Søg Kultur- og Aktivitetspuljen 2027
Har du en god idé til et arrangement eller en kulturel aktivitet? Nu kan du søge tilskud til aktiviteter og arrangementer, der gennemføres i 2027.

Kultur- og Aktivitetspuljen støtter arrangementer og projekter, der bidrager til et alsidigt, udviklende og spændende liv i Nordfyns Kommune.
Har du en idé til et kulturelt arrangement, en aktivitet for børn og unge, et kulturhistorisk projekt eller et nyt initiativ, der kan samle mennesker om fælles oplevelser, kan du søge tilskud gennem puljen.

Der lægges blandt andet vægt på projekter, som:
- kommer mange borgere til gavn
- bidrager med nye idéer og oplevelser på Nordfyn
- involverer børn og unge
- formidler Nordfyns kulturarv
- understøtter Fri.Luft.Liv gennem aktiviteter i og med naturen
Ansøgningsfrist 1. oktober 2026
Ansøgninger til arrangementer og aktiviteter i 2027 skal være indsendt senest 1. oktober 2026.
Midlerne uddeles af Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget den 3. december 2026.
Puljen kan søges af både enkeltpersoner, grupper af personer, klubber og foreninger i Nordfyns Kommune. Aktiviteten skal være lokalt forankret, foregå i Nordfyns Kommune og være tilgængelig for alle.
Få sparring på din idé
Er du i tvivl om, hvorvidt dit projekt passer til puljen, eller har du spørgsmål til ansøgningen, er du velkommen til at kontakte Kultur & Fritid på tlf. 6482 8090. Vi hjælper gerne med at afklare mulighederne, inden du søger.
Læs mere om puljen og søg her: Kultur- og Aktivitetspuljen - Nordfyns Kommune