Bogense Kystdiger bliver en realitet
Nordfyns Kommunes Kommunalbestyrelse har nu godkendt kystbeskyttelsesanlægget og bidragsfordelingen for Projekt Bogense Kystdiger. Dermed er der taget endnu et skridt mod realiseringen af kommunens største klimatilpasningsprojekt til dato.

På sit møde torsdag den 27. august 2026 traf Kommunalbestyrelsen beslutning om at godkende de afgørelser, der danner grundlag for etableringen af Projekt Bogense Kystdiger. Beslutningen markerer en vigtig milepæl i arbejdet med at beskytte Bogense mod fremtidige stormfloder og stigende vandstand.
Borgmester for Nordfyns Kommune, Mette Landtved-Holm, udtaler:
"Jeg glæder mig over, at kommunalbestyrelsen står sammen om denne beslutning, der skal sikre Bogense for fremtidige generationer. Projektet handler ikke alene om at beskytte materielle værdier. Det handler om rettidig omhu og om at skabe tryghed for de mennesker, der bor i byen."
På baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemvisning af projektet i 2025 er kystbeskyttelsesanlægget blevet tilpasset, og der er udarbejdet en ny bidragsfordeling. Fordelingen tager udgangspunkt i, at de ejendomme (ejerskaber), som opnår direkte eller indirekte nytte af anlægget, bidrager til finansieringen.
De endelige bidrag vil først kunne fastlægges, når anlægget står færdigt, da nye bidragsydere kan komme i takt med den fortsatte udvikling af Bogense. Bidragene opkræves først, når anlægsarbejdet er afsluttet, og de samlede anlægsudgifter er opgjort.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Morten Andersen, glæder sig over, projektet er nået en ny milepæl, og udtaler:
"Jeg vil gerne takke alle, der har taget sig tid til at indsende høringssvar. De mange bidrag har været med til at kvalificere beslutningsgrundlaget og sikre en grundig behandling af sagen. Det har været vigtigt for os at lytte til de synspunkter og bekymringer, der er blevet rejst undervejs. Samtidig synes jeg, det er positivt at se engagementet, der er omkring projektet."
Forud for de politiske afgørelser har både kystbeskyttelsesanlægget og bidragsfordelingen været i offentlig høring fra den 12. marts til den 19. april 2026. Høringen gav anledning til justeringer af bidragsfordelingen, mens selve kystbeskyttelsesanlægget blev ikke ændret.
Om projektet:
Projekt Bogense Kystdiger beskytter 7,5 km kystlinje ved Bogense mod stormflod og stigende vandstand.
Kystbeskyttelsesanlægget sikrer mod en 500-års hændelse, som den forventes at se ud i 2070.
Anlægget er udformet som et hybridanlæg, der tager hensyn til de forskellige natur- og miljøforhold langs kysten. Det vil blandt andet bestå af traditionelle græsdiger, mobile højvandslukninger ved inderhavnen og særlige naturdiger.
Finansieringen sker i henhold til kystbeskyttelsesloven gennem bidrag fra de ejendomme, der opnår nytteværdi af kystbeskyttelsen.
De samlede projektudgifter forventes at udgøre 127 mio. kr. Projektet har modtaget tilsagn om 30 mio. kr. i statsligt tilskud, mens de resterende 97 mio. kr. forventes fordelt på 3.418 parter.
Den forventede gennemsnitlige partspris er 28.381 kr. Den endelige bidragsfordeling og partspris fastlægges først, når anlægget er færdigetableret, og de endelige anlægsudgifter er opgjort. De forventede udgifter er opgjort i juli 2026, og beløbet kan ændre sig.
Projektet beskytter ejendomme og anlæg for en samlet materiel værdi på mindst 5 mia. kr. Hertil kommer væsentlige kulturelle og menneskelige værdier.
Læs mere om Projekt Bogense Kystdiger på: www.bogensekystdiger.dk
Kontaktinformation
Borgmester, Mette Landtved-Holm, tlf. 6119 1527
Formand for Teknik- Miljøudvalget, Morten Andersen, tlf. 4040 2447
Chef for Klima og Infrastruktur, Helle Lagersted Jørgensen, tlf. 2160 4905
Chef for Natur og Miljø, Peter Astrup Simmelsgaard, tlf. 4171 5756